Kent Nielsen: FCK er efterårets mest stabile hold

OB vil drille FC København i søndagens indbyrdes opgør i Superligaen, og træner Kent Nielsen har opskriften.

Efter tre kampe i træk uden nederlag, kun to indkasserede mål og syv point, er det en OB-trup fuld af selvtillid, der gæster FC København i Superligaen.

OB's cheftræner, Kent Nielsen, mener, at søndagens kamp i Parken er en af sæsonens sværeste opgaver for fynboerne.

- Der venter os uden tvivl en stor udfordring, og i efteråret har FCK været det hold, der har kunnet præstere mest stabilt på det højeste niveau.

- Derfor giver det også særdeles god mening, at de er nummer et i Superligaen inden denne runde, siger Kent Nielsen til klubbens hjemmeside.

- Selv om de er i toppen af ligaen, så føler vi, at kampen mod FCK kommer på et godt tidspunkt, hvor vores spil har set fornuftigt ud, og det har kastet fint med point af sig på det seneste, siger han.

OB har hentet syv point i de seneste tre kampe mod Viborg, FC Midtjylland og Esbjerg.

FCK er det hold, som har indkasseret færrest mål i denne sæson. Foruden defensiven har Kent Nielsen dog også stor respekt for københavnernes offensiv og fysik.

- Det er naivt at tro, at vi kan dominere ligeså meget, som vi gjorde mod FCM. Der har FCK så meget fysik og kvalitet, at det vil være utopi at tro, man kan gøre det.

- Vi må dog heller ikke vende den rundt og komme til at spille en forsvarskamp i lange perioder - så får vi problemer.

- Vi skal både have hurtige, men også lange angreb - og vi skal vise farlighed, så de bliver bevidste om, at de skal passe på vores offensiv. Kvaliteten skal være høj, så vi kan have lange angreb - og ikke bare forsvare os.

- På standardsituationerne har de også nogle store spillere, som kan gøre det svært for alle hold i ligaen, så det kan naturligvis også blive svært for os, siger OB-træneren.

Søndagens kamp mellem FCK og OB går i gang klokken 18.

 

Oversigt

    Oversigt