Køreskoler åbner til kaotiske tilstande - kan give lange køer og prisstigninger

Mange har fået køreprøven udskudt under nedlukningen, og det giver lange køer, når erhvervet åbner igen.

Efter tre måneders nedlukning kan køreskolerne på Fyn og i resten af landet nu se frem til at åbne igen 6. april. Nedlukningen har kostet dyrt, og samtidig betyder månederne med stilstand, at det nu bliver endnu sværere at få et kørekort.

For ventelisten med elever, der skal tage kortet for første gang eller generhverve det, er lang. En af dem, der venter, er Janus Svensson fra Odense, der er dybt afhængig af sit kørekort for at passe arbejdet som tømrersvend.

Derfor er det et stort problem for ham, at det ikke har være muligt at generhverve det efter en fartforseelse.

quote Jeg tror, det bliver voldsomt, for vi har en lang venteliste

Loay Zeraiq, kørelærer og indehaver af LZ Køreskole

- Det betyder, at jeg skal have et kæmpe puslespil til at gå op, fordi mit arbejde er at køre rundt fra kunde til kunde og plads til plads. At få det koordineret med værktøj og maskiner er en kæmpe udfordring, siger han.

Janus Svensson skulle oprindeligt have været oppe til køreprøve i starten af februar, men ligesom tusindvis af andre skal han nu have en ny tid.

- Der kommer meget kø, og jeg aner ikke, om jeg skal vente én måned eller to måneder, og hvis der bliver lukket ned igen, er det uvist, hvornår jeg kan få det, siger han.

Et kaos uden lige

Ifølge kørelærer og indehaver af LZ Køreskole Loay Zeraiq står kørelærere, elever og køresagkyndige over for kaotiske tilstande, når der bliver åbnet i april.

- Jeg tror, det bliver voldsomt, for vi har en lang venteliste. Vi har elever fra tre måneder, der sidder og venter. Så det bliver et kaos uden lige, siger han. 

Selvom der bliver travlt med køretimer, er det største problem at få bestilt tider til køreprøver hos de køresagkyndige, mener Loay Zeraiq. Det er et problem, der har eksisteret i flere år i de større byer.

- De var allerede pressede før, og det bliver endnu mere presset nu, siger han.

Kan være prisstigninger på vej

Der skal ikke kun arbejdes hårdt for at få de mange elever igennem. På de tre måneder, køreskolerne har været lukket ned, anslår Loay Zeraiq, at han har mistet to til tre millioner kroner i omsætning.

- Det er umuligt at indhente det tabte. Vi er de ansatte, vi er, og vi har de timer i døgnet, der nu er, og en familie ved siden af. Der skal løbes rigtig stærkt for at kunne indhente bare noget af det, siger han.

Derfor kan det heller ikke udelukkes, at det snart vil blive dyrere at erhverve sig et kørekort, mener kørelæreren.

- Vi har ikke varslet prisstigninger, men det ville være naturligt, hvis der kommer en form for prisstigning, når det har stået stille i så lang tid. Jeg tror, det vil gælde de fleste brancher, der har været lukket ned, siger han.

 Det er dog ikke noget, der afskrækker tømmerlærlingen.

- Jeg må bare betale, hvad der skal betales. Jeg har brug for mit kørekort, helst så hurtigt som muligt.

Oversigt

    Oversigt