Kollektiv opsigelse for sygeplejersker: - Opsigelserne kommer uanset hvad

I facebookgruppen "Kollektiv opsigelse" har sundhedspersonale landet over planlagt at opsige deres stillinger i protest mod deres løn- og arbejdsforhold.

Tirsdag var sidste chance, hvis sygeplejersker ville sige deres arbejde op inden den 1. december.

I facebookgruppen "Kollektiv opsigelse" har sundhedspersonale nemlig i flere uger planlagt at opsige deres stillinger i protest mod deres løn- og arbejdsforhold. 

Gruppen har medlemmer fra hele landet. Det gælder også medarbejdere fra Odense Universitetshospital.

quote Det er aldrig nogensinde patienterne, som vi vil ramme

Mette Vestergaard Jørgensen, sygeplejerske

- Vi er sommetider tvunget til at stå og vælge blandt patienterne. Hvem der egentlig skal klare den, og hvem der ikke skal, siger Mette Vestergaard Jørgensen, der er sygeplejerske på Odense Universitetshospital. 

På Odense Universitetshospital har man endnu ikke noget overblik over, om der er nogen, der har sagt op, og i så fald hvor mange. OUH forventer først at have et overblik fredag, oplyser hospitalet til TV 2 Fyn. 

- Opsigelserne kommer uanset hvad, og opsigelserne kommer også fra OUH. Det gør de. Det kommer måske bare mere drypvis og ikke lige på dagen, siger sygeplejerske Mette Vestergaard Jørgensen.

Øget pres på sundhedspersonale

En analyse fra Dansk Sygeplejeråd viste tidligere på året, at der mangler omkring 4.700 sygeplejersker på landsplan.

Til dagligt arbejder der 3.600 sygeplejersker på OUH, men det er ikke muligt at sige præcist, hvor mange sygeplejersker der mangler på Fyn.

På intensivafdelingen på OUH mangler der eksempelvis mellem 40 og 45 sygeplejersker. Det svarer til cirka ti procent af alle intensivsygeplejersker.

Efteråret igennem har sygeplejersker og andet sundhedspersonale derfor punktstrejket. Mandag morgen var flere sygeplejersker fra OUH også troppet op foran hospitalet for strejke i en time

Den seneste tid har sygeplejersker og sundhedspersonale på landets hospitaler især mærket et øget pres på grund af manglende personale til blandt andet det stigende antal indlagte med covid-19.

Sygeplejerske: -Vi er nødt til at råbe politikerne op


- Vi er nødt til at råbe politikerne op og fortælle, at vi mangler folk. Vi mangler veluddannede sygeplejersker til at passe vores patienter. Det er aldrig nogensinde patienterne, som vi vil ramme i det her, siger sygeplejerske Mette Vestergaard Jørgensen. 

Men det gør I jo? 

- Ja, det gør vi et eller andet sted, fordi det er vores job at passe patienterne. Men et eller andet sted er vi nødt til at sige, at vi passer også på patienterne ved at sige vores job op ved at gøre opmærksom på, at vi her har et kæmpe problem, siger Mette Vestergaard Jørgensen. 

Sygeplejersker landet over har organiseret sig en Facebook-gruppe med det formål at sige deres stillinger op kollektivt. I dag var dagen, hvor de skulle gøre det.