Kom bag scenen: Unik rundvisning før premieren på musical

Få dage før premieren på musicalen Leonora Christina i Odeon i Odense kommer 20 gæster med i kulisserne på den store produktion.

Når musicalen Leonora Christina om knap to uger spiller på Store Scene i Odeon i Odense, har omkring 13.000 publikummer allerede sikret sig billetter.

De vil ind og se og høre fortællingen om nogle af danmarkshistoriens vigtigste personer - og finde deres pladser til en af de forestillinger, der spilles mellem den 19. januar og 15. februar.

Men det behøver faktisk ikke koste penge at komme helt tæt på, ja faktisk ind bag den store scene.

I samarbejde med Odense Teater, Den Fynske Operen og Odense Symfoniorkester inviterer TV 2/Fyn til et unikt besøg i forestillingens kulisser. Det finder sted onsdag den 16. januar fra klokken 16. Midt i en af skuespillernes, scenefolkenes og musikernes pauser.

Tilmelding til scenetur på Leonora Christina.

Bliver en oplevelse

Skuespiller Anders Gjellerup Koch ser frem til at få fynske gæster med bag kulisserne.

- De kan forvente at få en oplevelse, hvor de får at vide, hvordan vi starter helt fra læseprøverne. Hvordan vi starter med at indstudere musikken. Hvordan vi langsomt går fra en prøvesal og så over til den her kæmpestore scene, og hvordan vi så begynder at indstudere forestillingen på scenen. Og hvordan vi får musikken med, og lyset med, og kostumerne med og får det til at blive et show, fortæller Anders Gjellerup Koch, der spiller Christian Den Fjerde i musicalen.

Anders Gjellerup Koch viser rundt i sin pause. Det betyder, at hele rundvisningen er sat til at vare en time, for så fortsætter prøverne.

Teknikchef Timmi Keller Petersen var med, da den store drejescene blev skabt i lejede lokaler på Odense Havn for siden at blive flyttet til Odeon.

Stort puslespil

Skuespillerens taletid deles med Timmi Keller Petersen, der er teknikansvarlig på Odense Teater, og som har arbejdet i månedsvis med den store drejescene, der udgør scenografien i Odeon.

Han vil gå i dybden med de udfordringer, der har været forbundet med at lave det kæmpe setup.

- Det er et kæmpe apparat, og det skal man bruge rigtig lang tid på. Så det vil jeg prøve at forklare med de her delelementer, som skal stykkes sammen, lover Timmi Keller Petersen om den forestilling, der fra at være et puslespil i tusinder af stykker, så småt nærmer sig det samlede billede.

Alle pladser booket

Det er ganske gratis at deltage, men kræver tilmelding, da der kun er 20 pladser til rådighed. Og dette tilbud fik i løbet af ganske kort tid aktiveret de teaterinteresserede, så samtlige 20 pladser blev revet væk.

Da det foregår både for og bag scenen, kræver det af deltagerne, at de kan gå på både trapper, ad smalle gange og navigere i et miljø, der normalt er forbeholdt sceneteknikere, musikere og skuespillere.

Man må gerne tage fotos undervejs.

Tilmelding foregår via dette link

Kom bag scenen på Leonora Christina den 16. januar

Oversigt

    Oversigt