I det fynske folks tjeneste

Kom med til jubilæumsfest: OB-holdet bag miraklet i Madrid samles for første gang i 25 år

Fredag er det præcis 25 år siden OB leverede en vaskeægte fodboldsensation, da de med en 2-0-sejr sendte Real Madrid ud af Uefa Cup-turneringen.

En 20-årig Ulrik Pedersen scorer sensationelt til 1-0 til OB på Real Madrids hjemmebane, Bernabeu. Fredag aften samles heltene fra miraklet i Madrid igen. Foto: TV 2

En decemberaften i 1994 skete et ægte fodboldmirakel. En flok fandenivoldske fynboer trodsede alt og alle og med en sensationel 2-0-sejr smed selveste Real Madrid ud af Uefa Cup-turneringen.

Fredag 6. december er det 25 år siden begivenheden, der siden er blevet kaldt miraklet i Madrid.

25-års jubilæet er allerede blevet fejret på flere måder, og på selve dagen fredag er der endnu flere festligheder. På det genåbnede Arkaden i Odense mødes hele holdet for sammen med formentlig flere hundrede fynske fodboldnostalgikere at gense de magiske 90 minutter fra Madrid på storskærm.

Læs også Fodboldflashback: Husker du miraklet i Madrid?

Ifølge Ulrik Pedersen, der scorede målet til 1-0 i Madrid-kampen, er det første gang, så mange fra holdet er samlet.

- Det er første gang i 25 år, at holdet er samlet. Flere har efterspurgt det, men det var først, da Carsten Hemmingsen gik i gang med at samle folk, at det lykkedes, siger Ulrik Pedersen.

Han får fredag aften selskab af kampens anden målscorer Morten Bisgaard, brødrene Carsten og Michael Hemmingsen, Jens Melvang, Steen Nedergaard, Johnny Hansen, Brian Skaarup, Steen Pettersson, assistenttræner Viggo Jensen, Daniel Nielsen, Jesper Hjorth, Michael Schjønberg, Thomas Knudsen og Carsten Dethlefsen. Derudover kommer mirakelholdets træner Kim Brink muligvis også forbi.

Definerende kamp

Ulrik Pedersen, der i 1994 var blot 20 år gammel, glæder sig til den store reunion med den gamle garde – og ikke mindst til at svare på spørgsmål og fortælle anekdoter fra kampen.

- For 25 år siden var jeg træt af at tale om kampen. Jeg var ambitiøs og drømte om flere kampe som den. I dag taler jeg gerne om den, fortæller målscoreren.

Læs også OB hylder miraklet i Madrid – skal spille superligakamp i retrotrøje

For den i dag 45-årige fynbo fik kampen afgørende betydning for hele hans karriere, der senere sendte ham forbi Silkeborg IF og Kolding, inden han i 2011 stoppede karrieren som aktiv.

- Den definerede på en måde min karriere. Jeg scorede godt nok en del mål for OB, men var ikke den store profil herhjemme. Kampen har betydet, at folk, nok især i Odense, stadig genkender mig, siger Ulrik Pedersen.

Arkaden giver mening

Og genkendt kan han også godt regne med at blive fredag aften på Arkaden Street Food i Odense.

Arkadens ejer, Tahir Siddique, kan ikke få armene ned ved udsigten til fejringen af den historiske fodboldsejr over et stjernebesat Real Madrid-hold, der blandt de største profiler havde danske Michael Laudrup.

Udover at han som ejer glæder sig til aftenen, er der en særlig god grund til, at netop Arkaden giver mening som samlingssted for jubilæumshyldest.

- Det er så fedt. Stort set hele holdet kommer. Og det giver jo mening, at de fester i Arkaden, for det gjorde de også, da de kom hjem fra Madrid, siger Tahir Siddique.

Kampen Real Madrid – OB vises på storskærm med kickoff klokken 20.00. TV 2/Fyn er med og sender direkte fra festlighederne fra klokken 19.30.