Kommentator om Lilleholt-kandidatur: - Resultatet af næste valg er blevet lidt mere uforudsigeligt

TV 2/Fyns politiske kommentator spår, at Christoffer Lilleholts ønske om at blive Venstres borgmesterkandidat i Odense kan betyde et mere uforudsigeligt valg i 2021.

Hvem skal være Venstres borgmesterkandidat i Odense?

Det spørgsmål har været drøftet efter Venstrepolitiker og rådmand Jane Jegind i midten af juli fortalte, at hun lægger byrådslivet på hylden i forbindelse med det næste kommunalvalg i 2021. 

Torsdag meddelte Christoffer Lilleholt (V) som den første - og hidtil eneste byrådsmedlem fra Venstre - at han vil forsøge vippe den socialdemokratiske borgmester af pinden ved det næste kommunalvalg. 

quote Christoffer Lilleholt er en ekstremt stærk kandidat. Så langt mit øje rækker vil det være ensbetydende med et nederlag, hvis man vover at stille op mod ham

Jesper Buch, politisk kommentator, TV 2/Fyn

- Jeg stiller mit kandidatur til rådighed for Venstres medlemmer. Efter mange tanker, overvejelser og mange opfordringer fra partimedlemmer, byrådskolleger og folk udenfor politik har jeg besluttet at tage udfordringen op, forklarede han torsdag. 

Valgkamp med blå sneakers og hvid t-shirt

Ifølge TV 2/Fyns politiske kommentator Jesper Buch kan Christoffer Lilleholt som potentiel borgmesterkandidat spille stor en rolle ved næste valg. 

- Næste valgkamp og resultatet af næste valg er blevet lidt mere uforudsigeligt med Christoffer Lilleholt på banen, mener Jesper Buch. 

Det skyldes ifølge kommentatoren, at Christoffer Lilleholt med en alder på 24 år ved kommunalvalget i 2021 er noget yngre end den socialdemokratiske borgmester, der vil være 44 år. 

- Det at være ung kan vise sige at være en styrke. Hvis man kommer i blå sneakers og en hvid t-shirt for at føre valgkamp betyder det, at man kan have fat i vælgergrupperne på en helt anden måde end de midaldrende og de halvgamle politikere, forklarer Jesper Buch. 

Fem hurtige om Christoffer Lilleholt

Han peger blandt andet på det seneste kommunalvalg, hvor den 25-årige socialdemokrat Christina Krzyrosiak Hansen blev valgt som borgmester i Holbæk Kommune. 

- Selvom Christoffer Lilleholt som 26-årig er ung ved kommunalvalget, så kan han præstere. Det kan vise sig, at han kan levere og præsterehelt fantastisk, fastslår TV 2/Fyns politiske kommentator. 

Næsten sikker som borgmesterkandidat

Venstre har endnu ikke slået fast, at Christoffer Lilleholt bliver partiets spidskandidat i 2021. Men det er så godt som sikkert, at partiets unge kandidat bliver borgmesterkandidat, vurderer Jesper Buch:

- Christoffer Lilleholt er en ekstremt stærk kandidat. Så langt mit øje rækker vil det være ensbetydende med et nederlag, hvis man vover at stille op mod ham. 

Ifølge Jesper Buch har Christoffer Lilleholt særlig godt styr på sit bagland. 

- Han har stået i god lære hos sin far Lars Christian Lilleholt (tidligere minister og medlem af Odense Byråd, red.). Han kender spillets regler. Han har et godt netværk i Venstre og plejer sit bagland. Og så kender han det politiske spil, understreger kommentatoren. 

Også i partiets byrådsgruppe er der opbakning til Christoffer Lilleholt. Flere Venstre-medlemmer peger på ham som Jane Jeginds efterfølger. 

Rettelse
Clock05. aug 2019, kl. 09:00
I en tidligere udgave af artiklen fremgik det, at samtlige Venstre-medlemmer i Odense Byråd peger på Christoffer Lilleholt som borgmesterkandidat. Det er ikke korrekt. Mark Grossman og Jane Jegind har ikke fortalt, hvem de peger på.

Efter planen skal Venstre ved en generalforsamling i 2020 afgøre, hvorvidt Christoffer Lilleholt skal være partiets spidskandidat ved kommunalvalget i 2021. 

Se hele interviewet med TV 2/Fyns politiske kommentator Jesper Buch.