Kommune skal fyre 100 medarbejdere: - Der er en rigtig trykket stemning

Odense Kommune skal afskedige 100 administrative medarbejdere - og torsdag morgen bliver der sat navn på de fyrede.

Et flertal i byrådet i Odense Kommune har besluttet, at der de kommende år skal flyttes penge fra administration og ud til de såkaldt varme hænder.

Det sker for at sikre velfærden for det stigende antal børn, unge og ældre i kommunen.

Konsekvensen af beslutningen er, at kommunen skal afskedige i alt 100 administrative medarbejdere.

By- og Kulturforvaltningen bliver hårdest ramt. Her skal der skæres 63 stillinger. Halvdelen af dem er allerede fundet ved frivillige fratrædelser, naturlig afgang og ved at nedlægge stillinger, der ikke bliver genbesat. 

Den anden halvdel får fyresedlen torsdag morgen.

- Der er selvfølgelig en trykket stemning blandt kollegaerne. Det har været rigtig lang tid undervejs, og der har været snakket meget frem og tilbage. Det er vi påvirkede af, og kollegaerne er meget påvirket af det, siger Vagn Nielsen, der er fællestillidsmand i By- og Kulturforvaltningen.

Han mener, at konsekvenserne af de mange afskedigelser torsdag bliver ganske store for de medarbejdere, der fortsat er ansat i forvaltningen.

- Det er 63 stillinger, der forsvinder i By- og Kulturforvaltningen. Rigtig mange af dem er de såkaldt administrative medarbejdere, så der er ingen tvivl om, at det kommer vi til at kunne mærke i vores daglige arbejde, siger Vagn Nielsen.

Stigende udgifter

Om ti år vil der være 2.800 flere småbørn og 4.000 flere ældre i Odense, end der er i dag. Det kommer til at betyde en ekstra udgift på op mod en halv milliard kroner, og det er baggrunden for at kommunalbestyrelsen derfor har besluttet at flytte penge fra andre områder over til velfærden.

Og byens borgere vil derfor også kunne mærke de politiske omprioriteringer, mener tillidsmanden.

- Udover de administrative besparelser, så er der også nogle servicetilpasninger og nedskæringer på andre områder. Tilpasningerne er for eksempel på byudvikling, parker, veje og ejendomme. Så det kommer folk til at kunne mærke. Det bliver simpelthen en dårligere standard, siger Vagn Nielsen.

Han anfægter politikernes udlægning af, hvad der er velfærd. 

- Det er i høj grad også velfærd, når veje, cykelstier og skoleveje er sikre og gode at færdes på. Vi synes også, det er velfærd, når der er et velunderstøttet kultur- og fritidsliv i Odense. Og det er nogle af de ting, som bliver berørt af det her, siger Vagn Nielsen.

Odense Kommune fyrer 100 administrative medarbejdere

Oversigt

    Oversigt