Konservative: Vælgerne har ikke krav på at vide alt om politikernes privatliv

Det er et problem for demokratiet, hvis vi vi stiller krav om, at politikere skal have levet et liv helt uden fejltrin, inden de træder ind i politik, lyder det fra det konservative bagland.

Der må være en grænse for, hvad vi kræver af vores politikere.

Sådan lyder meldingen fra det konservative bagland, der bakker fuldt op om Odense-rådmand Søren Windell, som i de her dage befinder sig i en mediestorm, efter at det er kommet frem, at han i 2007 fik en betinget dom for sin rolle i en konkurssag.

quote Der er en grænse for, hvor meget man skal føle sig forpligtet til at fortælle om noget, der går tilbage fra længe før, man gik ind i politik.

Lars Bendix, formand for Konservative i Odense

Søren Windell var ukendt i den brede offentlighed, da han i 2017 valgte at gå ind i politik som spidskandidat for Konservative i Odense. Dengang oplyste han selv til partiets inderkreds, at han tilbage i 2007 havde fået en betinget dom på tre måneders fængsel og en bøde for skyldnersvig.

Partiet valgte dog at lade fortid være fortid, fordi der var tale om en gammel sag.

- Da jeg fik informationerne, vurderede jeg, at der ikke var behov for at fortælle det videre (til offentligheden, red.). Det var et overstået kapitel, og som politiker er det altså ikke et krav, at alt om ens person kommer frem.  Der skal være plads til typer som Søren i dansk politik. Han er anderledes og har jord under neglene, siger Michael Nielsen, der var formand for Konservative i Odense, da Søren Windell gik ind i politik.

Samme meldinger kommer fra den nuværende formand, Lars Bendix, som først blev informeret, da han i 2018 overtog formandsposten efter Michael Nielsen.

- Søren Windells historie ligger mange år tilbage. Det er en grundlæggende ret, at man både skal kunne komme videre og værne om privatlivets fred. Derfor er der også en grænse for, hvor meget man skal føle sig forpligtet til at fortælle om noget, der går tilbage fra længe før, man gik ind i politik. Søren har fortalt meget mere end de fleste. Det er kun godt, at nogle tør og vil gå ind i det demokratiske arbejde, selv om man ikke har gået på universitetet, siger Lars Bendix.

Tommy Hummelmose, der er gruppeformand for den konservative byrådsgruppe, blev først bekendt med dommens detaljer i weekenden, men det ser han ikke som noget problem, fordi der er tale om en gammel sag.

- Der er kommet en tendens til, at rigtig mange politikere i dag er karrierepolitikere direkte fra universiteterne. Jeg er glad og stolt over, at vi i Konservative har en spidskandidat, som har rigtig mange års erfaring fra det private erhvervsliv, siger Tommy Hummelmose.

Hvad siger vælgerne?

 TV 2 Fyn har besøgt Hunderup-kvarteret centralt i Odense - det område i kommunen, hvor Konservative fik partiets bedste valg ved kommunalvalget i 2017 - for at spørge, om vælgerne er enige.

Og de vælgere, vi i dag mødte, er tilbøjelige til at give partiet ret: En gammel og ukendt dom er i orden, hvis ellers politikerne vel at mærke har lært af deres fejl.

- Alle har ret til at lave en fejl og lære af det og blive bedre mennesker, siger Kristine Hedegaard, der bor i Hunderup-området.

quote Alle skal have lov til at kunne komme videre. Hvis man er berettiget til at blive genopstillet, må vi kunne lægge det andet bag os

Asger Rasmussen, Odense

I forhold til det konkrete tilfælde med Søren Windell spiller en 14 år gammel dom derfor ingen rolle.

- Det er jeg ligeglad med. Jeg synes, at det er lang tid siden, og jeg er sikker på, at der lige så stille er kommet styr på det. Så må han komme videre, og vi andre må også komme videre. Hvis der er en historik, hvor det gentager sig gang på gang, er det noget andet. Men altså. Videre, siger Kristine Hedegaard.

For odenseanske Jan Pløger er det netop afgørende, at en person med en dom lærer af situationen. Ellers vil det godt kunne afholde ham fra at sætte sit kryds ved vedkommende, næste gang han står i stemmeboksen.

- Hvis han ikke har lært noget af det, så ja. Hvis det er flere gange, der er rod med det, så får han ikke min stemme, siger Jan Pløger.

Andre mener, at der må være en slags forældelsesfrist og dermed en grænse for, hvor lang tid en betinget dom skal være et problem for en politiker som Søren Windell.

- Manden har jo klaret det, han skulle, og har betalt tilbage. Så må det være i orden. Alle skal have lov til at kunne komme videre. Hvis man er berettiget til at blive genopstillet, må vi kunne lægge det andet bag os, siger Asger Rasmussen. 

- Hvis det er noget, der ligger mange år tilbage, så er det passé. Det skal ikke blive ved med at ligge en til last, siger Jytte Holm Christiansen.

De konservative mener ikke, en gammel dom skal belaste Søren Windell, og de vælgere, vi talte med i dag, giver dem ret.

Oversigt

    Oversigt