Kontrolleret genstart på skoledagen: - Det er ikke den skole, vi kender

I forhold til mange andre kommuner har man i Odense Kommune valgt, at starte skolegangen for de mindste klasser i to etaper.

Argumentet er simpelt: Op mod 10.000 skolebørn skulle i gang igen.

- Det var en måde, at lave en kontrolleret start på, siger Susanne Crawley, rådmand i Børn- og Ungeforvaltningen.

Hun var mødt op, da Agedrup Skole mandag sagde godmorgen til hold to.

quote En skole uden børn er ikke en rigtig skole. Det minder om et gebis uden tænder

Mohammed Bibi, skoleleder

Onsdag i sidste uge åbnede skolen med de yngste årgange i 0.- og 1. klasse. Mandag var det så 2.- til 5. klasse, som skulle i skole for første gang i flere uger.

Men på trods af at skolegården atter var fyldt med lyden af kåde børns leg, så er intet som før coronavirussens faste greb.

- Det er nødundervisning. Det er ikke den skole vi kender fra før coronaen, siger skoleleder Mohammed Bibi fra Agedrup Skole.

Men når det er sagt, så er det en tilfreds skoleleder, som sammen med lærere og pædagoger tog imod for at genskabe lidt af det normale skoleliv.

- Det er fantastisk. En skole uden børn er ikke en rigtig skole. Det minder om et gebis uden tænder, siger Mohammed Bibi.

Indtil videre kan han notere et fremmøde på godt 75 procent, men forventer at fremmødet stiger i takt med at dagtilbuddene for alvor kommer i gang. Og det vil være tiltrængt for de fleste elever:

- Vi kan mærke, at børnene savner deres kammerater, de savner deres lærere og pædagoger, så der går nok en rum tid før de vænner sig til, at det her er skole. De skal lære noget, slår Mohammed Bibi fast.

Ud i det gode vejr

Praktikken er simpel i Agedrup: Børnene møder ind forskudt. De første klokken otte, de sidste en halv time senere.

- Vi bruger forskellige indgange, hvor forældrene afleverer, og når børnene træder ind på skolen vasker de hænder, forklarer skolelederen.

Således følger skolen sundhedsmyndighedernes anvisninger med blandt andet afstand, afstand, afstand.

Og der er derfor to meter mellem børnene i klasseværelserne, mens undervisningen foregår uden for - når det er godt vejr, som i øjeblikket.

- Dagen ligner nok ikke en tradtionel skoledag, men vi forsøger at skabe en meningsfuld dag udenfor.

- Alle er jo ramt af denne sundhedskrise, nogle mere end andre. Vi har måttet omstille os på mange fronter.

Marius Dyrehauge fra 3. klasse og hans far Sune Dyrehauge var forberedt på den nye skole med meget udeundervisning. De havde taget en klapstol med.

Oversigt

    Oversigt