Kontroversiel annonce smides ind i "kedelig" valgkamp

Nye Borgerlige i Odense anerkender, at partiets indvandrerkritiske annonce er kontroversiel. Spidskandidat Andreas Møller er træt af, at valgkampen handler om ældrepleje.

I weekenden indrykker Nye Borgerlige i Odense en annonce i aviserne. Partiets spidskandidat, Andreas Møller, betegner selv den indvandrerkritiske annonce som kontroversiel.

I annoncen er overskriften “245 millioner!” og herefter oplistes flere indvandrerkritiske punkter - blandt andet om indvandrerbander, der tæsker hjemløse, og at 12 procent af unge indvandrere har fået en dom.

- Jeg synes, valgkampen er alt for kedelig. Alle siger, at ældreplejen skal være bedre. Det her er simpelthen at kaste virkeligheden lige i ansigtet på folk, siger Andreas Møller.

Nye Borgerlige i Odense indrykker denne annonce i aviserne i weekenden - få dage før kommunalvalget.
Nye Borgerlige i Odense indrykker denne annonce i aviserne i weekenden - få dage før kommunalvalget.

Robert Klemmensen, der er professor MSO, Institut for Statskundskab, ved Syddansk Universitet i Odense, anser også partiets annonce som værende kontroversiel.

- Kampagnen er ikke for at bygge broer eller række ind over midten. Det forventer vi heller ikke ved et kommunalvalg. Det gælder for partierne om at motivere deres "egne" til at stemme, og det gør, at der kommer nogle skarpskårne kampagner som denne her, siger Robert Klemmensen. 

Det dækker de '245 millioner' over

For i stedet for ældrepleje og lukning af skoler vil Nye Borgerlige med annoncen forsøge at få valgkampen drejet over i en debat om indvandrerproblemer i Vollsmose.

Ifølge Andreas Møller dækker de 245 millioner kroner over, hvor mange penge Odense Kommune kunne spare om året, hvis antallet af ikke-vestlige indvandrere på overførselsindkomst svarede til niveauet for den øvrige befolkning.

Beløbet er baseret på beregninger fra Beskæftigelses- og Socialforvaltningen i Odense, som TV 2 Fyn efterfølgende også har set.

Kontroversielt - men ikke uset

Det er ifølge Robert Klemmensen heller ikke uset, at partier laver kontroversielle kampagner for at blive bemærket i valgkampe.

Ved folketingsvalget i 2001 benyttede eksempelvis Venstre sig af en lignende metode. Partiet brugte selvsamme slogan "Tid til forandring" i sammenspil med et billede af en gruppe indvandrere, der gav fingeren til journalister foran Retten i Odense.

Og netop sådan en kontroversiel annonce, som Nye Borgerlige vil indrykke i flere aviser i weekenden, kan være et effektivt middel i valgkampen.

- Det gælder om at vække folk derhjemme. Og lur mig om ikke en af oppositionspartierne vil kommentere tallene i annoncen. På den måde kan han komme til at sætte dagsordenen i valgkampen, siger Robert Klemmensen.

Lappeløsning på lappeløsning

Står det til Andreas Møller og Nye Borgerlige, er de 245 millioner kroner bedre brugt på velfærd end på personer, der i årevis er på kontanthjælp.

- For de penge er der råd til to nattevagter på plejehjemmene og bostederne, siger Andreas Møller, der ikke er tilfreds med, hvordan de 29 siddende byrådsmedlemmer har styret Odense indtil nu.

- Det har sejlet de seneste 20 år. I årtier har vi haft lappeløsning på lappeløsning. Hvis der er stærkt kriminelle udlændinge, skal man kunne sende dem hjem, siger Andreas Møller.

Han anerkender dog, at en del af beslutningerne ikke nødvendigvis træffes af byrådspolitikerne i Odense, men af folketingspolitikere på Christiansborg.

Black Army tæskede hjemløs

Når Nye Borgerlige i annoncen oplister indvandrerbander, der tæsker hjemløse, er det blandt andet med henvisning til en fire år gammel sag, hvor to mænd med tilknytning til den kriminelle indvandrerbande Black Army slog og frarøvede en hjemløs i Odense hans kontanthjælp.

Professor MSO Robert Klemmensen forsker til dagligt blandt andet i partistrategi, kampagner og vælgeradfærd. Han mener, at spidskandidaten og Nye Borgerlige Odenses annonce er timet på et godt tidspunkt i valgkampen.

- Timingen er klogt tænkt, fordi synspunkterne har han (Andreas Møller red.) haft længe, og han har jo ikke valgt at skyde annoncen afsted den 25. oktober, da han kunne sætte valgplakater op. Hvis annoncen rykkes ind i aviserne lørdag og søndag og bliver diskuteret ind mandag, så er der jo stemmetimet til valgdagen, uddyber Robert Klemmensen.

Ifølge Robert Klemmensen gælder det om at "hamre" sig ind hos de sidste 30 procent af vælgerne, der endnu ikke har besluttet sig for at stemme, fortæller han og uddyber:

- For at opnå dette kræver det, at man råber højt - og det gør han med sin kampagne.

Som det ser ud nu, så har Nye Borgerlige ikke en kandidat i Odense Byråd.

Om partiet får det, afgøres ved kommunalvalget 16. november. For at undgå stemmespild har Nye Borgerlige indgået valgforbund med De Lokalnationale, Nyt Odense, Liberal Alliance og Liberaterne, som har den tidligere venstremand Johnny Killerup i spidsen.