Kort: Så lav er tilliden til politikerne i din kommune

Borgernes tillid til kommunalpolitikerne er helt i bund flere steder på Fyn. Odense og Kerteminde slås om den absolutte bundplacering.

Tilliden til de folkevalgte i de fynske kommuner halter.

Faktisk er det kun lokalpolitikerne i Assens og Middelfart, der ligger højere end landsgennemsnittet, mens kommunalpolitikerne i Odense og Kerteminde slås om den absolutte sidsteplads - både på Fyn og blandt samtlige de kommuner, som har været omfattet af undersøgelsen.

Interaktivt kort: Se de fynske kommuners resultater

På det interaktive kort herunder kan du se, hvor stor eller lille tilliden er til kommunalpolitikerne i din kommune.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Tallene stammer fra den store og netop offentliggjorte livskvalitetsundersøgelse, som bygger på 42.500 besvarelser fra borgere i 38 af landets forskellige kommuner.

Borgerne er blevet bedt om at besvare spørgsmålet "Hvor høj eller lav tillid har du til lokalpolitikerne i din kommune?" med en karakter på mellem 0 og 10.

Tilliden til lokalpolitikerne lander på landsplan på en gennemsnitkarakter på 4,3.

quote Jeg tror, en af forklaringerne er, at Odense er en kommune, hvor der er truffet nogle store politiske beslutninger i løbet af de senere år. Det deler vandene.

Ulrik Kjær, professor i statskundskab, Syddansk Universitet.

By-omdannelse rammer Odense

Bundskraberne i undersøgelsen er til gengæld Odense og Kerteminde kommuner, som - sammen med Lolland Kommune - er kommet ud af spørgeskemaundersøgelsen med den beskedne karakter 3,7.

- Jeg tror, en af forklaringerne er, at Odense er en kommune, hvor der er truffet nogle store politiske beslutninger i løbet af de senere år. Det deler vandene. Dertil kommer, at tilliden også er afhængig af hvilken service, vi føler, vi får. Derfor kan den store blæst, der har været omkring nogle af kernevelfærdsområderne i Odense Kommune, også være baggrunden for det her, siger professor i statskundskab ved Syddansk Universitet, Ulrik Kjær.

quote  Der har været en del ballade omkring konstitueringerne i Kerteminde Kommune de seneste gange. Det er noget af det, som borgerne virkelig lægger mærke til.

Ulrik Kjær, professor i statskundskab, Syddansk Universitet.

Tumultariske konstitueringer har præget billedet i Kerteminde

Kerteminde Kommune har i forbindelse med de seneste kommunalbestyrelsesvalg været præget af ballade og pludselige partiskift. Det skete blandt andet da den forrige borgmester, Sonja Rasmussen, kort tid efter valget vendte sit parti ryggen for at blive borgmester.

- Der har været en del ballade omkring konstitueringerne i Kerteminde Kommune de seneste gange. Det er noget af det, som borgerne virkelig lægger mærke til. Hvis der er nogle få kommunalpolitikere, som opfører sig uheldigt i konstitueringerne, kan det faktisk ramme hele kommunalbestyrelsen, vurderer Ulrik Kjær.

Vælgertilliden stærkest i Assens og Middelfart

Assens og Middelfart klarer sig som de eneste fynske kommuner bedre end landsgennemsnittet med karakterer på henholdsvis 4,4 og 4,6.

Herning er med resultatet 5,3 den kommune i landet, som kan bryste sig af det bedste resultat.

Oversigt

    Oversigt