Kosmetik stjålet for millioner: Fyns Politi beder om hjælp til opklaringen

Fyns Politi beder om hjælp til at opklare et stort indbrud, hvor der er stjålet kosmetik og parfume for flere millioner kroner.

Fyns Politi efterlyser borgernes hjælp til at opklare et større indbrud, hvor tyvene er sluppet afsted med kosmetik og parfume for flere millioner kroner i det sydøstlige Odense.

Indbruddet skete den 30. august mellem midnat og klokken 03.00 om morgenen. Det skriver Fyns Politi tirsdag eftermiddag i en pressemeddelelse.

Indbruddet er sket i virksomheden Beautycos Aps på Niels Borhs Allé.

Politiet ved, at gerningsmændene ankom til stedet i en lys varebil.

- Muligvis i stil med en Fiat Ducato eller Renault Master, men der kan sagtens være tale om et andet bilmærke, står der i pressemeddelelsen. 

Tyvene er ankommet til forretningen via Ørbækvej, der ligger syd for gerningsstedet, og de benyttede sig af Huscompagniets parkeringsplads under selve indbruddet.

Politiet har brug for oplysninger

Efter indbruddet fandt politiet en grøn sæk af kraftigt plastik på gerningsstedet. Plastisksækken er af den slags, der ofte bliver anvendt til haveaffald. Politiet håber, at nogen har et bud på, hvor den kan være købt. Politiet ved allerede, at den grønne plastiksæk kan købes hos Harald Nyborg samt Jem&Fix, men vil gerne høre, om den også kan købes andre steder.

Sækken der blev fundet på stedet.
Sækken der blev fundet på stedet.
Foto: Fyns Politi

Da det er tale om et indbrud, hvor der er stjålet meget store mængder let omsættelige varer – parfumer og kosmetik – vil politiet også gerne have tip og oplysninger, hvis noget har bemærket personer, der pludselig er kommet i besiddelse af større mængder parfume eller kosmetik – eller som måske har købt eller fået tilbudt den type varer alt for billigt de seneste to uger. 

Politiet vil meget gerne høre fra borgere, der kan have set en hvid varebil omkring gerningstidspunktet køre til eller fra Beautycos Aps på Niels Borhs Allé - eller i området. 

Oplysninger kan gives til Fyns Politi på telefon 114.