Kravlede flere meter: Tyve tog alternativ rute ved indbrud

Tyve kravlede ned gennem taget på Kvik Køkken natten til tirsdag. Det er usikkert, hvad tyvene har stjålet.

Indbrudstyvene benyttede sig hverken af døren eller et vindue i stueetagen, da de brød ind i Kvik Køkken på Risingsvej i Odense natten til tirsdag.

I stedet er de ubudne gæster brudt ind gennem et ovenlys-vindue i taget.

- Der er godt nok langt ned til gulvet, men man har haft en stige med, fortæller Fyns Politis vagtchef Hans Jørgen Larsen. 

Tirsdag morgen var det endnu usikkert, hvad tyvene har fået med sig under indbruddet.

- Det er nok ikke køkkenskabe og vaskemaskiner, for man er gået ud gennem taget også, siger Hans Jørgen Larsen.

Indbrud hos naboen

Indbrudstyvene sneg sig også ind hos naboen, Bauhaus på Risingsvej. Herfra er tyvene kørt med en trailer med Bauhaus-reklamer på.

- Så vi kunne godt tænke os at høre, hvis folk ser en efterladt Bauhaus-trailer, siger vagtchefen.

Tirsdag skal politiet undersøge, om enten Kvik Køkken eller Bauhaus har brugbare overvågningsbilleder, og så skal forretningerne have overblik over, hvad der er stjålet. 

Oversigt

    Oversigt