Den 24. juni sidste år skød og dræbte en 21-årig mand Abdinur Mohamed Ismail i Vollsmose. Det mener i hvert fald Fyns Politi, der har anholdt den unge mand og sigtet ham for manddrab.
Den 21-årige mand er medlem af banden Vollsmosegruppen - også kaldet Fraktion A. Han er i familie med Fraktion A's leder, der under skududvekslingen mellem to stridende grupperinger blev ramt to gange i maven.
På nuværende tidspunkt er han dog ikke selv noget højtstående medlem af grupperingen.
- Han er en ung mand, der skal gøre sig fortjent til at komme op i hierarkiet, fortæller Fyens Stiftstidendes kriminalredaktør Bjarke Vestesen til TV 2 Fyn.
En byge af molotovcocktails
At gøre sig fortjent til en højere rang er noget man ifølge kriminalredaktøren ofte ser i både bande- og rockergrupperinger.
Selvom den sigtede blot er 21 år gammel, har han været kendt af politiet i mange år.
Vollsmosegruppen
De to grupperinger, der skød efter hinanden i juni sidste år, kaldes Vollsmosegruppen og Korsløkkegruppen.
Det er medlemmer af Vollsmosegruppen, der mistænkes for at have skudt og dræbt den uskyldige Abdinur Mohamed Ismail.
Vollsmosegruppen går også under navnet Fraktion A og består af flere mænd fra samme familie. A'et står for forbogstavet i familiens efternavn.
- Når jeg husker tilbage, var der en episode i 2015, hvor flere politipatruljer omkring Bøgetorvet blev mødt af en regn af molovcocktails og andet kasteskyts. Da var den i dag 21-årige en del af den gruppering, fortæller Bjarke Vestesen.
Foruden at være i familie med gruppens leder, er den 21-årige også i familie med en 25-årig mand, der allerede i september blev sigtet for medvirken til drabet på Abdinur Mohamed Ismail. Han sidder fortsat varetægtsfængslet.
Den 21-årige blev efter et fem timer langt grundlovsforhør varetægtsfængslet i fire uger.