Kronprinsen overraskede løbere i Odense

30 løbere fik sig onsdag en royal overraskelse, da kronprins Frederik var med til at skyde opvarmningen til Royal Run i gang.

Årets Royal Run måtte aflyses på grund af coronakrisen, men onsdag gik opvarmningen i gang til næste års udgave, og det bød på en overraskelse for de godt 30 løbere, der var mødt op på Syddansk Universitet i Odense. 

Løberne er såkaldte Royal Runners, som er frivillige, der hjælper andre løbere med at komme i form til næste års Royal Run.

- Det er helt fantastisk, at der er opstået små fyrtårne, som er poppet op i hele landet. Jeg er kommet forbi for at motivere dem til at fortsætte med det, de gør, siger kronprins Frederik til TV 2 Fyn.

De frivillige Royal Runners står for løbetræning i deres lokalområde en gang om ugen. Der er i alt 50 Royal Runners fordelt i hele Danmark.

Kronprinsen er meget imponeret over det SDU's atletikanlæg.
Kronprinsen er meget imponeret over det SDU's atletikanlæg.
Foto: Anders Høgh

Super træning i eminente omgivelser

Træningen foregik på Syddansk Universitets atletikanlæg. Og det overraskede kronprinsen meget positivt.

- Der er virkelig eminente træningsmuligheder i de her omgivelser. Man er meget godt stillet her, siger han og roser programmet, som de royale løbere har lavet til dagen:

- Det har været helt genialt at være med i dag. En god motivator for at lave noget opvarmning.

Desuden mener han, at de frivillige Royal Runners gør en kæmpe forskel for de deltagere, der normalt løber med til Royal Run.

- For nogen, der ikke rigtigt har løbet før, kan det være en stor overvindelse og noget helt særligt. Men de kan nu klare det takket være dem (Royal Runners, red.), der har ført dem og stillet krav til dem og fået dem til at mødes en gang om ugen.

Intet løb i Odense

Royal Run blev afholdt første gang i 2018, hvor det blev afholdt i Odense, Esbjerg, Aalborg, Aarhus og København i anledning af kronprinsens 50-års fødselsdag.

I 2019 var Odense ikke blandt værtsbyerne, men det skulle den have været igen i 2020, lige indtil coronakrisen kom i vejen. 

De frivillige Royal Runners var meget positivt overraskede over kronprinsens besøg.
De frivillige Royal Runners var meget positivt overraskede over kronprinsens besøg.
Foto: Anders Høgh

Efter planen løber kronprinsparret med i næste års udgave i både Søndeborg, Aalborg, Odense og København.

Indtil da må han varme op, så formen kan komme helt i top.

- Formen kan altid blive bedre, men den er faktisk god i år. Skader banker dog hyppigere på, når man er lidt ældre, men de kan også holdes på afstand ved at træne, så det er det, jeg skal bruge tiden på, siger kronprins Frederik.

Årets Royal Run måtte aflyses på grund af coronakrisen, men onsdag gik opvarmningen i gang til næste års udgave, og det bød på en overraskelse for de godt 30 løbere.
Fotograf: Anders Høgh

Oversigt

    Oversigt