”Kuk-kuk, far er lige her”: Fædre på barsel ønsker sig fædregrupper og legestuer

Der bliver brug for flere tilbud til nybagte fædre, når nye barselsregler fra august sender mænd på barsel i ni uger. Det forudser mænd, der har prøvet det. De efterspørger tips og fællesskaber for fædre. Og det vil stille nye krav til kommunerne.

”Hvordan sover I om natten ?”

Mændene sidder henslængt på de tykke måtter, i mens de skiftevis leger med deres børn og snakker med sidemanden.

Vi er i Fars Legestue i Odense. Her i Bolbro Brugerhus kommer omkring 10 -15 mænd hver mandag mellem kl 12 og 15 med deres små børn . 

Tre timers frirum fra hjemmepasningen, med plads til at tumle og til at dele  oplevelser og udfordringer som nybagt far.  

quote Vi har fået vendt vores liv på hovedet og skal finde os selv i en ny rolle.

Filip Gram, på barsel med Clara,18 måneder

- Vi  er fædre i samme situation, som har fået vendt vores liv på hovedet og skal finde os selv i en ny rolle, siger Filip Gram, der er far til Clara på 15 måneder. Til daglig arbejder han som enhedsleder, men har siden februar været på barsel og afholdt en masse afspadsering for at passe sin datter.

Filip Gram har været på barsel med  datteren Clara siden februar.
Filip Gram har været på barsel med datteren Clara siden februar.
Foto: Thomas Larsen-Bjerre / Skærmbillede

- Det er både dejligt og hårdt. En stor omvæltning. Jeg har jo været vant til at hendes mor fortalte, hvad og hvordan det skulle gøres, fortæller Filip Gram, der gerne havde set flere åbningsdage i legestuen.

Barsel kan godt blive lidt ensomt 

Fars Legestue I Odense åbnede i efteråret. Sat igang med fondsmidler af projektet Far på Barsel under Forum for Mænds Sundhed. På landsplan er der etableret omkring 40 Fars Legestuer - de fleste indenfor det seneste års tid.

- Det er det eneste tilbud målrettet os fædre på barsel her i Odense, såvidt jeg kan se. Og det er ærgerligt. For det kan godt blive lidt ensomt at gå derhjemme, siger bankrådgiver Nicolai Eriksen. Han tager i alt fire en halv måneds barsel med Isabella på 8 måneder.

quote - Det er det eneste tilbud målrettet os fædre på barsel her, såvidt jeg kan se.

Nicolai Eriksen, på barsel med Isabella på 8 måneder

”Hvordan får du din datter til at spise rugbrød?”  

Spørgsmålet kommer fra Morten Kjeldgaard, der er arbejdssøgende cand.pol.scient. og kommer i Fars Legestue så tit han overhovedet kan, sammen med datteren Nova på 8 måneder. 

-  Her kan man snakke om alt. Vende hverdagens problemer, spejle sig i hinanden. Og så er det virkelig fedt at have en uformel adgang til en sundhedsplejerske hver uge, siger Morten Kjeldgaard.

En sundhedsplejerske fra Odense Kommune kigger fast forbi Fars Legestue, klar til at besvare de spørgsmål, som fædrene måtte have.

Ane Skytte er en de sundhedsplejersker,  som hver mandag kigger forbi Farts Legestue i Odense.
Ane Skytte er en de sundhedsplejersker, som hver mandag kigger forbi Farts Legestue i Odense.
Foto: Thomas Larsen-Bjerre / Skærmbillede

- Nogen har forberedt en stribe spørgsmål, når de kommer. Men ofte bliver det en fælles snak mellem fædrene og med fagligt input fra mig. Vi gør det, der passer fædrene, fortæller sundhedsplejerske Ane Skytte, og tilføjer: 

- Jeg kan høre på mændene, at de nyder at have deres eget sted, hvor det ikke er moren, der altid ved bedst.

quote - Jeg kan høre på mændene at de nyder at have deres eget sted, hvor det ikke er mor, der altid ved bedst.

Ane Skytte, sundhedsplejerske, Odense kommune

Nye regler, nye tider

Med de nye barselsregler fra august skal endnu flere mænd til at trille med barnevognen. 

Barselsorloven skal  fra august måned deles lige mellem mor og far. Nogen af ugerne kan far stadig overdrage til mor, men 9 uger er fremover øremærket til far. Tager han dem ikke, går de tabt. 

Og i de fynske kommuner er man så småt begyndt at forberede sig på udsigten til flere mænd på barsel. 

- I Odense er vi godt med. Men vi skal blive endnu bedre til at henvende os til mændene og inddrage dem mere  - allerede under graviditeten, mener sundhedsplejerske Ane Skytte.

Fælles for mange af de fynske kommuner er, at de lige nu overvejer, om der er behov for nye tiltag målrettet fædre - f.eks legestuer og fædregrupper. Det viser et rundspørge ,som TV2 Fyn har lavet.

Tiltag målrettet nybagte fædre

Kerteminde kommune tester nyt tilbud til nybagte fædre: tre eftermiddage om barnets udvikling og rollen som far.
Kerteminde kommune tester nyt tilbud til nybagte fædre: tre eftermiddage om barnets udvikling og rollen som far.
Foto: Thomas Larsen-Bjerre / Skærmbillede

I Kerteminde kommune tester sundhedsplejen her i forsommeren et nyt far- cafémøde-koncept : Tre eftermiddage sættes der fokus på henholdsvis førstehjælp,  barnets tilknytning og barnets motoriske udvikling.  Møderne er kun for fædre. Og interessen har været stor, fortæller lederen af kommunens Børn- og ungerådgivning, Youssef Bibi.  

 - Vi har haft 12-15 tilmeldte mænd hver gang. Det er flot for en kommune af vores størrelse. Og jeg tror det er et tilbud, vi vil fortsætte med fremover, siger Youssef Bibi, Kerteminde kommune.   

Længere barsel til far 

De seneste tal fra Danmarks Statistik viser, at de fynske mænd i 2019 i gennemsnit tog barsel i 4 uger på barselsdagpenge.

De lavest uddannede fædre tog i gennemsnit 3 uger, mens de højest uddannede fynske fædre i gennemsnit var på barsel i godt 6 uger.

Der er med andre ord et stykke vej til 9 ugers øremærkede far-barsel, som venter forude.    Og sundhedsplejerske Mie Skytte i Odense er spændt på, hvordan de nye regler vil blive modtaget.

- Fædre vil gerne være sammen med deres børn. Det kan vi se. Men nogen familier vil måske fravælge 9 ugers barsel til far af økonomiske årsager. Det kan så betyde kortere en orlov og at børnene skal tidligere ud i pasningstilbud end i dag, forudser Ane Skytte.

Ny orlovsmodel - øremærket orlov

Den ny orlovsmodel hvor ni uger øremærkes til faren.                                             Grafik:  Beskæftigelsesministeriet
Den ny orlovsmodel hvor ni uger øremærkes til faren. Grafik: Beskæftigelsesministeriet

Vigtigt med fokus på far-barslen 

Tilbage i Fars Legestue i Odense, hvor nye fædre med børn på armen denne mandag  løbende dumper ind mens andre tjekker ud. Her er der er ingen tvivl hos mændene: der bliver  brug for mere fokus på fædrene nu.

- Kvinder har jo længe haft mødregrupper og har generelt et større netværk at trække på, siger lærersstuderende Peter Hansen, inden han selv triller hjem med en træt Magnus i barnevognen. 

Vil  man vil have flere mænd på barsel så bør der også være nogen flere tilbud os, mener Niciolai Eriksen, på barsel med Isabella.
Vil man vil have flere mænd på barsel så bør der også være nogen flere tilbud os, mener Niciolai Eriksen, på barsel med Isabella.
Foto: Thomas Larsen-Bjerre / Skærmbillede

Foreløbig findes Fars Legestue på Fyn kun i Odense og i Svendborg. Men det kan meget vel være den slags tilbud og fædre-fælleskaber, som kan være med til at støtte flere fædre i at gå på barsel, mener Isabellas far, Nicolai Eriksen.    

- Ikke alle er måske lige trygge ved at tage den længere barsel. Så hvis man vil have flere  mænd på barsel  - og det er jo det, der er meningen med de nye regler -  så bør der også være nogen flere tilbud os, lyder det fra Nicolai Eriksen.. 

 

 

Oversigt

    Oversigt