Kulturarv i krise: Plakater skal lappe hullet i den synkende Aafart

Odense Aafart er voldsomt påvirket af Corona-nedlukningen, og sæsonforretningen har allerede mistet en af fem åbningsmåneder. Derfor får de nu hjælp fra fire odenseanske reklamebureauer.

En markant del af Odenses kulturarv er sat i spil af coronavirussen, og nu går en række reklamebureauer ind og aktivt støtter Odense Aafart.

Aafarten skulle have sat sine tre både i drift 6. april, men ikke en eneste passager har på grund af corona-nedlukning fået fornøjelsen af den fine tur op og ned ad Odense Å.

- Vi har i første omgang mistet det meste af en måned, ud af de fem måneder vi har, siger direktør Eva Egebjerg Pasgaard.

Da hun indså, hvor alvorlig situationen var, begyndte direktøren at tænke kreativt. Derfor rakte Eva Egebjerg Pasgaard ud i sit netværk efter hjælp til gode idéer. Henvendelsen greb kontaktchef i reklamebureauet Kindly Ulrik Ærenlund med det samme.

- Der gik de ind og designede nogle rigtig flotte plakater, som jeg nu kan sætte i salg, for at få lidt indtægt til Odense Aafart, siger hun.

Is og vandcykler

Eva Egebjerg Pasgaard driver sammen med kæresten og Aafartens ejer, Morten Skytte, Odense Aafart. Udover plakaterne, holder de skruen i vandet ved at holde kiosken ved Filosofgangen åben.

- Vi har gjort, hvad vi har kunnet. Vi sælger is i kiosken, og lejer vandcyklerne ud, siger Eva Egebjerg Pasgaard og fortsætter.

- Det går fint, men det er 15 procent af vores forretning.

Eva Egebjerg Pasgaard var klar til at skrive kontrakt med 30 unge, der skulle hjælpe på Aafarten. Danmark lukkede ned inden aftalerne var indgået.

- Løn er der ikke meget af for tiden, men vi skal have dækket driftsomkostningerne og betale vores regninger, siger Eva Egebjerg Pasgaard.

Med tre turbåde som tilsammen kan rumme 240 passagerer pr. time, kan lidt taljongleren og en billetpris på 80 kroner i snit generere et skræmmende hul i budgettet.

Kulturarv

Ulrik Ærenlund var ikke i tvivl, da han så Eva Egebjerg Pasgaards henvendelse.

- Jeg ville synes det var forfærdeligt, hvis lige nøjagtig den del gik konkurs. Det er en så integreret del af Odense og eventyrfortællingen, siger Ulrik Ærenlund og fortsætter.

- Det synes jeg bare er super vigtigt, vi som by har.

Han tog kontakt til to konkurrerende reklamebureauer, STEP og Fingerspitz, med idéen om at hjælpe Odense Aafart.

- Folk satte sig ned med det samme og gik i gang med at lave plakater. Og så har de kvit og frit overdraget dem til Odense Aafart, fortæller Ulrik Ærenlund.

Nært forhold til Aafarten

Det er ikke helt tilfældigt, at det er reklamebureauerne, der hjælper Odense Aafart. I mange år har branchen benyttet Aafarten som mødested.

- Alle i reklamebranchen har en tilknytning til Odense Aafart på en eller anden måde, siger Ulrik Ærenlund.

For ham har det været fantastisk, at reklamebranchen i Odense har arbejdet sammen om et fælles projekt.

- Det kan godt være, vi er benhårde kolleger til hverdag og stjæler kunder fra hinanden. Men når der kommer sådan noget som det her, så er det fantastisk at opleve, at man siger: selvfølgelig hjælpes vi, lyder det fra Ulrik Ærenlund.

Opblødning af restriktioner

Odense Aafart kan som mange andre erhvervsdrivende kun vente på den 10. maj, og håbe på en opblødning af forsamlingsrestriktionerne.

Her først på formiddagen tirsdag, har de formentlig fået en gave. Sundhedsministeriet meddeler nemlig, at at grænsen på ti personer kan blive hævet.

- Hvis vi bare kan begynde at sejle med 30 eller 50, vil det betyde alt for os, siger Eva Egebjerg Pasgaard.

Indtil da må Odense Aafart satse på is, vandcykler, og de tre plakater der er blevet designet. De to plakater fra STEP og Fingerspitz er i størrelsen 50x70 cm og sælges til 279 kr. pr stk.

Den sidste plakat, som er designet af Tegnestuen Lukafleks, er en ’mal selv’ børneplakat i størrelsen A3. Denne koster 49 kroner, og med den følger et lod i en tegnekonkurrence. 

Der er gratis levering af plakaterne i Odense. Henter man dem selv i Aafartens kiosk, følger der en gratis softice med i købet.

Oversigt

    Oversigt