Kun én besøgende per beboer: Flere plejehjem ramt af coronaudbrud

To plejehjem i Odense er ramt af coronaudbrud, og beboerne må derfor leve med særlige besøgsrestriktioner.

På to plejehjem i Odense Kommune er der opsporet flere tilfælde med covid-19.

Konkret gælder det Plejecenter Herluf Trolle, hvor der er én smittet beboer, og Lokalcenter Rosengaard, hvor der er fem smittede beboere og fire smittede medarbejdere. Derfor har kommunen i samarbejde med Styrelsen for Patientsikkerhed vedtaget nye regler for besøg på plejehjemmene. 

- Der er begge steder udstukket særlige besøgsrestiktioner, således at beboerne kun må få besøg af den nærmeste pårørende, som de udpeger, siger Charlotte Scheppan, der er sundhedschef i Odense Kommune.

På Plejecenter Herluf Trolle blev smitten opdaget ved, at en beboer blev testet i forbindelse med sygdom. Da vedkommendes test var positiv, fik man derefter afgrænset smitteområdet og isoleret den pågældende. 

- På Lokalcenter Rosengaard var det en del af en screening, som vi gennemfører hver anden uge på alle plejecentre, hvor man først opdagede, at der var tre smittede medarbejdere, siger Charlotte Scheppan. 

Derefter blev samtlige beboere og medarbejdere testet, hvor det viste sig, at der var yderligere seks smittede.

Systematisk testning

Når en kommune som Odense Kommune opdager smitteudbrud, tages der kontakt til Styrelsen for Patientsikkerhed, som rådgiver om håndteringen af det konkrete smitteudbrud.

quote Vi gør alt, hvad der overhovedet er muligt, for at bruge de værnemidler, der skal til. Det vil sige mundbind, visir, handsker og langærmede kitler, så vi undgår spredning, hvis der skulle være yderligere smitte

Charlotte Scheppan, sundhedschef Odense Kommune

I forvejen bliver personalet testet regelmæssigt. 

- Al personale på ældreområdet skal testes hver anden uge systematisk så længe, at vi som kommune har et smittetal, der er så højt, som det er for øjeblikket, siger Charlotte Scheppan. 

Hun forklarer, at dagcenteret på Lokalcenter Rosengaard vil være lukket ned, indtil der er helt hånd om smittespredningen: 

- Vi gør alt, hvad der overhovedet er muligt, for at bruge de værnemidler, der skal til. Det vil sige mundbind, visir, handsker og langærmede kitler, så vi undgår spredning, hvis der skulle være yderligere smitte.

Oversigt

    Oversigt