Kunstakademi reddet på målstregen

By- og Kulturudvalget i Odense Kommune har overraskende valgt at opretholde tilskuddet til Det Fynske Kunstakademi.

Et enigt By- og Kulturudvalg i Odense har valgt alligevel ikke at fjerne det kommunale tilskud til Det Fynske Kunstakademi. Det erfarer TV 2/Fyn.

I de seneste dage har fremtiden været usikker for Det Fynske Kunstakademi, der som en del af en større sparerunde i Odense Kommune har været i overhængende fare for at miste sit eksistensgrundlag.

By- og Kulturudvalget skal finde besparelser i de kommende års budgetter, og udvalgets politikere har tirsdag drøftet et spareforslag, der vil frigøre i alt 23,1 mio. kr. Deriblandt har indtil nu ligget et forslag om at halvere tilskuddet til kunstakademiets drift i 2018 og helt fjerne det fra 2019. Det svarer reelt til, at man lukker uddannelsen, når afgangseleverne er færdige i sommeren 2018, for uden kommunens støtte vil det være tvivlsomt, om kunstakademiet kan overleve.

Odense Kommune støtter med 1,6 mio. kr. årligt og staten med 1,4 mio. kr. Der findes tre kunstakademier i Danmark – i Århus, Odense og København, og det har vakt opsigt, at Odense Kommune har overvejet at lukke sit akademi.

Men ifølge TV 2/Fyns oplysninger har et enigt By- og Kulturudvalg altså nu valgt foreløbig at fjerne besparelsen. Til gengæld ventes det, at andre institutioner og aktiviteter i Odense Kommune dermed vil blive ekstra hårdt ramt. TV 2/Fyn erfarer, at der undervejs under udvalgsmødet er kommet nye forslag til besparelser frem, som ikke hidtil har været på dagsordenen.

TV 2/Fyn følger sagen.

Oversigt

    Oversigt