Kunstprojekt: Vilde farver ind på OUH

Neurokirurgisk Afdeling U på OUH inviterer lys, farver og natur ind på hospitalsgangene.

Lyset reflekteres i farvede krystaller i det ellers farveløse pårørenderum på Neurokirurgisk Afdeling U på OUH. Varmer farver funkler side om side.

- Jeg har tænkt det som et alternativ til en pejs. Når lyset rammer her, danner det et flot farvespil på væggen og bringer liv og lys ind i rummet, fortæller billedkunstner Nina Wengel.

quote Der er lidt at snakke om, i stedet for det altid skal handle om sygehus og triste ting

Alf Gundersen, pårørende

Hun står bag et nyt kunstprojekt på Neurokirurgisk Afdeling U på OUH, der inviterer naturen og de varme farver ind på hospitalsgangene.

- Når først man er på sygehuset, har man brug for nogle små detaljer. At se nogle små ting og få nogle andre indtryk end de hvide vægge, siger Anne Pedersen, som er oversygeplejerske på Neurokirurgisk Afdeling U.

- Der er lidt at snakke om, i stedet for at det altid skal handle om sygehus og triste ting, siger Alf Gundersen, hvis kone lige nu er indlagt på afdelingen.

Lys, farver og natur som tema

Projektet på OUH er støttet af Statens Kunstfond, som har inviteret billedkunstner Nina Wengel til at udsmykke de hvide vægge.

- Jeg er sikker på, at naturen, farverne og lyset i Nina Wengels samlede kunstprojekt vil give spændende og nye oplevelser for både patienter, pårørende og personale, der har sin gang på Neurokirurgisk Afdeling. Det er for eksempel på den måde, kunst kan gøre en forskel i dagligdagen på sundhedshuse og hospitaler, siger formand for Statens Kunstfonds Legatudvalg for Billedkunst, Søren Taaning.

Nina Wengel har lavet nogle nye værker specielt til Neurokirurgisk Afdeling.

- I det her maleri har jeg valgt et naturligt materiale, som er træ. Jeg har valgt at lave det i størrelsen af et menneske, så man kan relatere til det kropsligt. Jeg har brugt en rund form, så det er lidt i kontrast til, hvad man ellers ser på hospitalet - noget der er klinisk og firkantet. Og så er det hele meget organisk hældt på, så der kommer en tilfældighed i. Svarende til de små menneskelige fejl, fortæller Nina Wengel.

Artiklen fortsættes under billedet...

Statens Kunstfond har inviteret billedkunstner Nina Wengel til at udsmykke de hvide vægge på hospitalsgangene.
Statens Kunstfond har inviteret billedkunstner Nina Wengel til at udsmykke de hvide vægge på hospitalsgangene.
Foto: Reza Saharei

De nye værker bliver kombineret med ældre værker fra Statens Kunstfond og OUH. Fælles for dem er temaerne.

- Lyset har noget foranderlighed, så når man ser på det, kan man se noget nyt hver gang. Farver skaber noget liv på de hvide vægge. Med natur har man noget at relatere til kropsligt. Og så er der ikke så mange vinduer her, hvor man kan se ud på en skov eller noget vand, siger Nina Wengel.

- Der er nogle hygiejne- og rengøringsspørgsmål, som gør, at man ikke kan have de hyggelige stueplanter inde på gangene, så det er med at være lidt opfindsom med, hvordan man kan få det ind på en anden måde. Både i materialevalg og motiver, siger Nina Wengel.

Healende kunst

quote Jeg tror på, at farver har en healende effekt. Så det har været interessant for mig at bruge det et sted, hvor det måske kan have den her effekt

Nina Wengel, billedkunstner

Nina Wengel har tidligere arbejdet med, hvordan lys og farver i kunsten kan bidrage positivt i en sygdoms- eller sorgproces.

- Jeg tror på, at farver har en healende effekt. Så det har været interessant for mig at bruge det et sted, hvor det måske kan have den her effekt, siger Nina Wengel.

Og spørger man de pårørende på Neurokirurgisk Afdeling, er der ingen tvivl om, at kunstprojektet er med til at gøre afdelingen til et behageligt sted at opholde sig, trods de triste omstændigheder.

- Når man har været her et stykke tid, er det rart, at der er noget positivt også. For der er meget negativt på sådan en afdeling. Så er det rart, at der er et pusterum, hvor man kan gå ud og falde lidt hen i nogle billeder. Det er fantastisk, siger Alf Gundersen.

Kunsten flytter med

De mange farver på de hvide vægge er ikke kun midlertidige. På afdelingen har man planer om fortsat at lade farverne slå sig løs på de kliniske hospitalsgange.

- Det, vi har fået nu, skal med ud på nyt OUH. Så det er ikke kun noget, vi har til låns. Vi skal også bruge det fremadrettet, siger oversygeplejerske Anne Pedersen.

 

Oversigt

    Oversigt