Pladsen foran Odense Banegårdscenter fik mandag eftermiddag besøg af omkring 150 kurdiske demonstranter.
De var der i protest mod Tyrkiets tilstedeværelse i det syriske landområde Afrin.
Her har tyrkiske tropper i løbet af de seneste dage taget kontrol over flere byer, fortæller CNN.
Det tidligere odenseanske byrådsmedlem Jenan Bozo var med til demonstrationen.
- Vi gjorde det for at skabe opmærksomhed blandt befolkningen i Danmark. Angrebene er uretfærdige. Afrin er et område, hvor folk lever i fred, men nu er folk på flugt, fortæller Jenan Bozo.
Ifølge ham er der allerede nu en endnu større demonstration under opsejling, hvor 300-400 mennesker forventes at deltage.