Kvinde forsøgt voldtaget

En 29-årig kvinde slap formentlig for at blive udsat for fuldbyrdet voldtægt lørdag morgen, fordi hun gjorde for meget modstand.

Kvinden gik på stisystemet ved Sdr. Boulevard og Kastanjevej i Odense, da en mand antaster hende.

- Det sker klokken 5.04. Han får hende ned at ligge, og begynder at tage tøjet af hende, og hun er godt klar over, hvad der skal ske. Han får også noget af sit eget tøj af, inden han opgiver fordi hun gør modstand, og så løber han fra stedet, siger Jesper Fält, Fyns Politi.

Inden manden stikker af, stjæler han kvindens pung og mobiltelefon.

Men manden skal ikke vide sig for sikker, for kvinden nåede at få et godt kig på sin overfaldsmand, inden han stak af af stisystemet i retning mod Odense midtby.

Nummer 83

Gerningsmanden beskrives som afrikansk, omkring 180 cm høj, almindelig af bygning og cirka 20 år gammel.

Han talte engelsk, og han bar en karakteristisk blå og orange t-shirt, hvor der stod tallet 83 både foran og bagpå. T-shirten var muligvis ærmeløs.

Kvinden har været til undersøgelse på OUH, og politiet har haft teknikere og hunde på gerningsstedet, men det er ikke lykkedes at finde afgørende spor.

- Nej det er status lige nu, så hvis nogen har set ham manden i byen eller på stisystemet, så hører vi naturligvis gerne om det, siger Jesper Fält.

Fyns Politi kan kontaktes på 114.

Oversigt

    Oversigt