Kvinde kæmpede imod under voldtægtsforsøg efter Tinderbox

Politiet efterlyser mand med fuldskæg og mørkt hår. Måske har han en skade efter bid på underarm eller håndled.


Opdatering
Clock27. jun 2022, kl. 12:01
Fyns Politi oplyser ved middagstid mandag, at man har modtaget henvendelser fra offentligheden, men at det ikke har ført til anholdelse i sagen. Politiet vil fortsat gerne have henvendelser fra folk, som sidder inde med viden om sagen. Der henvises til nedenstående detaljerede signalement. Eventuelle oplysninger i sagen kan gives på telefonnummer 114.

En kvinde bed fra sig, da hun natten mellem natten mellem fredag og lørdag i Odense blev overfaldet og forsøgt voldtaget af en mand med mørkt fuldskæg.

Det oplyser Fyns Politi, som efterlyser eventuelle vidner - og også fra folk, der har lagt mærke til en mand med skader efter bid på underarmen eller håndleddet.

Offeret i sagen, en kvinde i 20'erne, havde været til musikfestivalen Tinderbox og forlod området kvart i to. Forbrydelsen skete i et grønt område ved Odense Å bag Søndre Boulevard.

Muligvis havde gerningsmanden også været på musikfestivalen og var fulgt efter hende, oplyser politiet i en pressemeddelelse søndag eftermiddag.

Måske på grund af højrystede stemmer fra personer på Åstien stak manden af. Han løb i retning af Kløvermosevej og Tietgens Allé.

Ifølge politiets signalement er manden i 40'erne. Han har fuldskæg og mørkt hår. Han er lys i huden. Han talte dansk med en hæs stemme. På den øverste del af brystet eller på halsen har han et ar, en tatovering eller udslæt.

Manden var iført en mørk hættetrøje med hætten trukket op og mørke bukser, oplyser politiet.

Oversigt

    Oversigt