I det fynske folks tjeneste

Kvinde søgte tilflugt i Netto: Endte med at ribbe personalet

Sent onsdag aften søgte en kvinde tilflugt i Netto i Odense, fordi hun hævdede, at hun var blevet slået af sin kæreste. Men kvinden endte med at true og stjæle fra personalet.

Under påskud af, at hendes kæreste slog hende, søgte en kvinde tilflugt i baglokalet i Netto. I baglokalet forsøgte hun at stjæle en Netto-medarbejders mobiltelefon og flere køkkenruller. Foto: Google Maps

Kort før klokken 23 kom en kvinde ind i Netto på Grønløkkevej i Odense. Hun fortalte, at hun var blevet slået af sin kæreste. 

Læs også Politikontrol ved skolerne: Forældrene er de værste, mener politiet

Personalet forsøgte at trøste hende - og viste hende ind i baglokalet, hvorefter en ansat kontaktede politiet, så kvinden kunne anmelde kæresten for vold. Det oplyser Fyns Politi.

Jeg smadrer dit kranie

Kvinde til Netto-personale

Da kvinden var alene på et tidspunkt i baglokalet, fik hun fingrene i den ene Netto-ansattes private indkøbsnet, som indeholdt en mobiltelefon og et headset. 

Forsøgte at stjæle køkkenrulle

Men det var ikke det eneste, kvinden forsøgte at stjæle. Hun åbnede en pakke køkkenruller og puttede tre af dem i indkøbsnettet, hvorefter hun gik ud i butikken igen. 

På vejen ud opdagede den ene Netto-medarbejder, at kvinden havde det fyldte indkøbsnet med sig under armen. 

Læs også Lærer smittet med corona: 15 lærere og fire årgange sendt hjem på fynsk skole

Den ansatte gjorde hende opmærksom på, at nettet vist ikke tilhørte hende. Men det fik kvinden til at tænde af, og hun gik truende frem mod medarbejderen og råbte: 

- Jeg smadrer dit kranie. 

Det lykkedes dog de to Netto-ansatte at afværge situationen, uden at det udviklede sig til vold, lyder det fra Fyns Politi. 

Med truslen om at smadre Netto-medarbejderen blev kvinden sigtet for forsøg på røveri.