Kvinde til politi: To bevæbnede mænd trængt ind i min lejlighed

Tidligt fredag morgen blev et boligområde i Tarup omringet af væbnede betjente.

Klokken lidt over 7 fredag morgen fik Fyns Politi melding om, at to mænd var trængt i en kvindes lejlighed på Saxovej i det nordlige Odense. 

- Hun sagde, at hun selv var hoppet ud over altanen og nu lå på græsset, og at hun var bange for at de ville skyde hendes søn og dennes kæreste, fortæller vagtchef Thomas Bentsen til TV 2/FYN. 

Politiet sendte derfor det hele store beredskab af sted til kvindens adresse. 

- Vi var mange, og de var bevæbnede og iført skudsikre veste. Og boligområdet blev omringet, fortæller vagtchefen, der dog ikke vil ud med, hvor mange betjente, der var i området. 

Men ifølge et vidne var mindst fire patruljevogne, en mandskabsvogn og en ambulance sendt af sted til området. 

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Da to personer kom ud fra opgangen blev de i første gang anholdt, men det viste sig, at det var kvindens søn og kæreste, og de blev hurtigt løsladt igen. 

Ifølge vagtchefen blev lejligheden og området undersøgt. 

- Vi fandt ingenting, og det viser sig, at kvinden har psykiske udfordringer. Hun er iøvrigt kendt for tidligere at have anmeldt sager, der ikke har været noget i, fortæller vagtchefen. 

Kvinden er nu kørt til kontrol på skadestuen i Odense, fortæller Fyns Politi. 

 

 

 

Oversigt

    Oversigt