Lærerforening stævner Odense Kommune

Odense kommune har givet en lærer en advarsel for at udtale sig kritisk om arbejdsforholdene på skolen. Det får Danmarks Lærerforening til at stævne kommunen.

I juni 2014 får Erik Schmidt, der var lærer på Agerup Skole i Odense, en skriftelig advarsel samt en trussel om fyring. Odense Kommune begrundede advarslen med, at Erik Schmidt på personalemøder ofte kom med kritiske synspunkter omkring arbejdsforholdene.

Danmarks Lærerforening har side flere gange bedt Odense Kommunen om en tjenstlig undersøgelse af sagen, men det har kommunen i følge Danmarks Lærerforening afvist.

Danmarks Lærerforening mener, at sagen er principiel og har derfor stævnet kommunen.

- Den her sag er principiel og handler om alle læreres ytringsfrihed. For medarbejdere skal selvfølgelig ikke straffes og trues med fyring, fordi de stiller kritiske spørgsmål. Og det er bekymrende, at Odense Kommune på den måde forsøger at give ansatte mundkurv på. Og det siger jo alt, at kommunen efter gentagne henvendelser afviser at lade en uvildig dommer indlede en tjenstlig undersøgelse af sagen. Så nu må vi have det prøvet i retten, så vi forhåbentlig kan få en dom for, at advarslen er uberettiget og en klar krænkelse af ytringsfriheden, siger Anders Bondo Christensen, formand for Danmarks Lærerforening.

Danmarks Lærerforening forventer at sagen mod Odense Kommune bliver afgjort til efteråret.

Oversigt

    Oversigt