Landsholdsprofil til Fyn: Odense Håndbold henter stærk skytte hos rival

Odense Håndbold skriver kontrakt med 26-årige Anne Cecilie La Cour. Den stærke højre back skifter fra København Håndbold til Odense på en etårig kontrakt.

Den venstrehåndede højreback Anne Cecilie La Cour skal spille i orange farver for Odense Håndbold efter denne sæson.

Det har Odense Håndbold, der onsdag blev tildelt sølvmedaljerne i årets afblæste turnering, onsdag meldt ud i en pressemeddelelse.

quote Min familie og jeg glæder os til at flytte til Odense, og så kan jeg bare ikke vente med at komme tilbage på håndboldbanen

Anne Cecilie La Cour, kommende håndboldspiller, Odense Håndbold

Odense Håndbolds direktør, Lars Peter Hermansen, fortæller, at klubben har været på udkig efter en dygtig skytte til højre back-positinen, og det mener han, de har fået i La Cour.

- Vi er meget glade for, at Anne Cecilie La Cour bliver en del af truppen i næste sæson, fortæller Lars Peter Hermansen i en pressemeddelese.

Anne Cecilie La Cour ser frem til at spille i den orange trøje.
Anne Cecilie La Cour ser frem til at spille i den orange trøje.
Foto: Odense Håndbold

Anne Cecilie La Cour glæder sig selv også over skiftet til det fynske hold.

- Jeg ser meget frem til at skulle spille for Odense Håndbold i den kommende sæson, til at blive en del af en rigtig god spillertrup og til at arbejde sammen med træner-teamet. Odense Håndbold har et rigtig stærkt og professionelt setup, et godt træningsmiljø og et ambitionsniveau, som passer til mit, og derfor tror jeg på, at vi er et godt match, siger hun.

Anne Cecilie La Cour skal på højrebacken hos Odense Håndbold afløse Mette Tranborg, der efter denne sæson skifter til Team Esbjerg.

Familien flytter med

Anne Cecilie La Cour, som oprindeligt kommer fra Aarhus, har spillet for København Håndbold siden 2015. Efter fem år i Danmarks hovedstad flytter højre backen nu til den fynske hovedstad, og det bliver med familien. 

- Min familie og jeg glæder os til at flytte til Odense, og så kan jeg bare ikke vente med at komme tilbage på håndboldbanen, fortæller hånboldspilleren og tilføjer:

- Jeg vil gøre alt, hvad jeg kan, for at bidrage positivt til at holdet og klubben, så vi sammen kan nå målsætningerne i den kommende sæson.

Kan bidrage med erfaring

Den 26-årige håndboldspiller har 33 landskampe på CV'et og den kamperfaring kan bruges i Odense Håndbold.

- La Cour kommer med international erfaring fra både det danske landshold og Champions League, og hun har en god personlighed, som helt sikkert vil komme til at bidrage positivt til holdet både på og uden for banen, siger Lars Peter Hermansen og afslutter:

- Vi ser frem til samarbejdet med La Cour og til at se hende på banen i den orange trøje.

Oversigt

    Oversigt