Lang næse til gravide rygere: Belønning for at kvitte smøgerne trækkes tilbage

Sundhedsstyrelsen trækker nu muligheden for at give gavekort på 1.000 kroner til gravide, der dropper smøgerne, tilbage. Stærkt bekymrende, siger odenseansk politiker.

For få måneder siden opfordrede Sundhedsstyrelsen alle kommuner i landet til at belønne et rygestop i forbindelse med en graviditet med 1.000 kroner. 

Men nu kommer der pludselig helt andre signaler fra landets øverste myndighed for sundhed.

I et svar til Sundhedsudvalget i Odense Kommune oplyser Sundhedsstyrelsen nu, at styrelsen på baggrund af oplysninger fra Indenrigs- og Økonomiministeriet har besluttet at fjerne anbefalingen fra forebyggelsespakken.

Årsagen er, at der ikke er garanti for, at det overhovedet er lovligt.

Interview med  Kasper Ejlertsen.

- Vi er ærgerlige over situationen, det er der ingen tvivl om, siger formanden for Sundhedsudvalget i Odense Kommune, Kasper Ejlertsen (S).

Et flertal i sundhedsudvalget havde ellers besluttet at følge den oprindelige opfordring og give en kontant belønning til gravide rygere, der lagde tobakken på hylden.

Men efter Sundhedsstyrelsens kovending, lyder der nu også andre signaler fra politikerne i Odense.

- Set i det lys er det min anbefaling, at vi i Sundhedsudvalget ikke arbejder videre med at bruge økonomiske incitamenter til gravide rygere, indtil Sundhedsstyrelsen har en endelig afklaring i forhold til lovhjemlen, siger Kasper Ejlertsen.

Kovending

De nye retningslinjer fra Sundhedsstyrelsen kommer efter en henvendelse fra Sundhedssekretariatet i Odense Kommune. Sekretariatet ville sikre sig, at tilbuddet var inden for lovens rammer, inden det blev sat i værk. 

Men selvom opfordringen til at uddele belønning til gravide rygere for at kvitte smøgerne kom fra Sundhedsstyrelsen, lød det overraskende svar, at styrelsen nu skulle gå i dialog med Økonomi - og Indenrigsministeriet for at få afklaret om tilbuddet i forebyggelsespakkerne overhovedet faldt ind under gældende lovgivning.

Og svaret lyder nu, at det kan Sundhedsstyrelsen altså ikke garantere.

Har I gjort jeres arbejde godt nok?

- Det kunne vi godt have gjort bedre. Det er uheldigt, og det beklager vi, siger Niels Sandø, som er chef for Sundhedsstyrelsens enhed for forebyggelse.

Han fastholder, at økonomiske incitamenter fungerer, men erkender også, at de ikke havde undersøgt det i forhold til den gældende lovgivning.

- Vi har god evidens for, at det er noget, der virker. Det har vi set i andre kommuner. Og derfor var vi ikke opmærksomme på, at der kunne være problemer, men nu har vi fjernet anbefalingen, siger Niels Sandø.

Under al kritik

Sundhedsstyrelsens kolbøtte får hårde ord med på vejen fra medlemmerne af Odense Kommunes sundhedsudvalg.

- Det er bekymrende og under al kritik, at en institution som Sundhedsstyrelsen kan overse det her. De har sat gang i en proces og en debat, som de ikke har gennemtænkt, siger Sanne Skovgaard Andersen (V), der er medlem af sundhedsudvalget i Odense Kommune.

Hun glæder sig dog samtidig også over, at kommunen ikke får mulighed for at gennemføre forslaget, da hun hele tiden har været imod idéen.

Sundhedsstyrelsen erkender, at de kun undersøgte lovhjemlen bag forslaget efter henvendelsen fra Odense Kommune.

- Det var med udgangspunkt i Odenses Kommunes indsats, at vi blev gjort opmærksom på problemet og tilbage trak forslaget, siger Niels Sandø.

Han vurderer dog, at de formentlig selv havde fundet ud at det på et tidspunkt.

- Jeg antager, at vi selv havde opdaget det, bare ikke så hurtigt, siger Niels Sandø

 

 

Oversigt

    Oversigt