Langesøstien lukkes indtil oktober

Et stykke af Langesøstien spærres helt frem til oktober på grund af to forskellige projekter nær ved stien.

Odense Kommune og Vandcenter Syd skal i løbet af sommeren gennemføre to større projekter langs med Langesøstien, der derfor lukkes fra denne uge og frem til midten af oktober.

Projekterne handler om håndtering af regnvand og om at skabe adgang til og fra det nye, store boligområde Gartnerbyen.

Det skriver Vandcenter Syd på sin hjemmeside.

Langesøstien vil derfor være lukket fra Stadionvej til Rugårdsvej i hele arbejdsperioden, hvor der vil blive skiltet med omkørselsruten i hele området. 

Omkørselsruten er fastlagt i samarbejde med Odense Kommune og Fyns Politi med særligt fokus på ”Sikker skolevej” for de mange, der bruger stien til og fra skole. 

To forskellige projekter

De to projekter langs med stien gennemføres af henholdsvis Vandcenter Syd og Odense Kommune.

VandCenter Syds projekt har til formål at omdanne renden langs med Langesøstien til et regnvandsbassin, der skal opmagasinere og rense regnvandet fra Gartnerbyen. Vandet vil derefter løbe ud i Bolbro Rende. 

Bassinet bliver skabt ved at udvide Bolbro Rende, der i dag løber langs med stien. Det færdige bassin bliver omkring 400 meter langt og vil fremstå som en lille å ved siden af stien.

Bassinet skal opmagasinere og rense regnvand fra det nye boligområde, Gartnerbyen. Vandet vil derefter løbe ud i Bolbro Rende. Den nuværende rende bliver ikke gravet dybere, men til gengæld udvidet i bredden mod cykelstien. 

Odense Kommunes projekt er at etablere stiforbindelser fra det nye boligområde i Gartnerbyen til Langesøstien og Middelfartvej. Der bliver lavet adgang med trapper og asfalterede cykelstiramper.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

 

Oversigt

    Oversigt