Lastbiler på glatis blokerede motorvej

En lastbil endte i grøften, mens en anden snurrede ind i autoværnet, da de ramte ind i glat føre ved Odense.

Motorvejen på Fyn var natten til tirsdag midlertidigt lukket i vestgående retning, fordi to lastbiler var kørt galt i glat føre.

De to chauffører mistede uafhængigt af hinanden herredømmet på omtrent samme tid kort før klokken 23 mandag aften, lyder det fra Fyns Politi.

Lastbilerne befandt sig inden for den samme 100-meter-strækning på motorvejen mellem afkørsel 52 og 53 ved Odense.

- Der har været meget glat derude, siger vagtchef Jesper Fält.

- Den ene er snurret rundt og har påkørt autoværnet i midterrabatten, og den anden holder nede i grøften, fortæller han.

Bilister blev derefter ledt væk fra motorvejen ved afkørsel 52 og ned igen ved afkørsel 53. Men kort før klokken 02 kunne motorvejen igen åbnes.

Den ene lastbil har dog fået lov til at overnatte i grøften, lyder det fra Jesper Fält.

Ingen af chaufførerne kom til skade ved uheldet.

Oversigt

    Oversigt