Lavere ledighed: Odense kæmper stadig for at nå landsgennemsnittet

Flere kommer i job i Odense Kommune, men der er stadig lang vej til at give Odense en bedre placering på landsplan.

Odenseanerne kommer i højere grad i arbejde. 

Det viser nye ledighedstal fra Danmarks Statistik, hvor det fremgår, at ledigheden i november 2021 i Odense lå på 3,4 procent. Det er et fald på tre procentpoint fra oktober sidste år.

På landsplan lå ledighedsprocenten på 2,8 procent, og det glæder beskæftigelses- og socialrådmanden i Odense Kommune, Christoffer Lilleholt (V). 

- Det er fantastisk for alle odenseanere, der får mulighed for at komme ud på arbejdsmarkedet, siger han og tilføjer:

- Det viser, at det arbejde, vi laver, virker. Vi indhenter langsomt landsgennemsnittet, men det er en lang, sej og hård kamp, hvor vi skal bide os fast, understreger han.

Udfordrede virksomheder

Ledigheden i Odense svarer til 3.376 fuldtidspersoner. Og selvom tallene går den rigtige vej, er Odense stadig en af de kommuner, der har høj ledighed med landets 12. højeste ledighedsprocent.

- Det er foruroligende, at vi har så mange virksomheder, der ikke kan få den arbejdskraft, de vil have, så det skal vi sikre os som forvaltning, siger Christoffer Lilleholt.

quote Det er frugten af mange års hårdt arbejde, men der er et stykke vej endnu for Odense

Christoffer Lilleholt (V), beskæftigelses- og socialrådmand, Odense Kommune

Højkonjunkturen i ledigheden er positiv, mener rådmanden, men der er fortsat plads til forbedring.

- Vi skal bruge de indsatser, der virker, have samtaler med ledige og have tæt kontakt med virksomhederne. Det er noget, vi arbejder meget med.

Færrest indvandrere i job

Fra august til november 2021 er ledighedstallene generelt faldet på hele Fyn, hvor 3,6 procent var ledige i august, mens ledighedsprocenten tre måneder senere var faldet til 2,9.

Her følger Odense Kommune udviklingen, men særligt på et punkt har kommunen udsving i forhold til ledigheden.

- Odense er den kommune, hvor flest ikke-vestlige indvandrere står uden for arbejdsmarkedet. Det er et kæmpe problem, og det skal vi have gjort noget ved, fastslår rådmanden.

Christoffer Lilleholt er tiltrådt som beskæftigelses- og socialrådmand i Odense Kommune efter kommunalvalget i november, hvor han har overtaget posten fra Brian Dybro (S). 

- Det er frugten af mange års hårdt arbejde, men der er et stykke vej endnu for Odense. Det er noget af det, jeg vil tage på mig over de næste fire år, understreger Christoffer Lilleholt.

Oversigt

    Oversigt