Ledelsen var ”stolt” af håndtering af beskyldninger mod toplæge: Nu er stemningen på sygehusafdeling værre end før

Fjernelse af en toplæge anklaget for krænkende adfærd har forværret arbejdsmiljøet og skabt utryghed på Radiologisk Afdeling på OUH. Allerede i september sidste år blev ledelsen advaret mod at gøre tre overlæger ansvarlige for et dårligt arbejdsmiljø.

- Jeg er stolt af, at vi har haft modet til at være konsekvente. Og jeg tænker faktisk, at det er vigtigt, at man i sundhedsvæsnet gør op med med tidligere tiders kultur. Vi finder os ikke i krænkende handlinger på OUH.

Sådan lød det fra Ib Jensen, cheflæge på Radiologisk Afdeling på Odense Universitetshospital i et interview til TV 2 Fyn den 14. marts i forbindelse med historien om en ledende overlæge, der er blevet sendt hjem på ubestemt tid efter anonyme udtalelser til Arbejdstilsynet om krænkende tale til andre ansatte.

Hjemsendelsen har  betydet, at afdelingen lige nu ikke er i stand til at tilbyde leverkræftpatienter en højt specialiseret behandling, som den radiologiske læge er den eneste i Region Sydanmark, der kan udføre.

Men nu viser det sig også, at cheflæge Ib Jensens ”mod” til at sende overlægen hjem har forværret arbejdsmiljøet på afdelingen.

- Arbejdsmiljøet i afdelingen er kun blevet dårligere, på trods af at hensigten var at bedre det ved at fjerne ”skurken”, siger en overlæge på Radiologisk Afdeling, som ønsker at være anonym.

- I lægegruppen har det skabt utryghed med angst for at være den næste, som blev anklaget og hængt ud og i værste fald fyret, men også bekymringer om de faglige kompetencer og yderligere mangel på arbejdskraft, fortæller overlægen, som TV 2 Fyn kender navnet på. 

To bekymringsbreve fra speciallægegruppen

TV 2 Fyn er i besiddelse af to bekymringsbreve fra speciallæger på afdelingen, sendt til    afdelingsledelsen og sygehusets direktion. Breve, der i klare vendinger beskriver, hvordan ledelsens håndtering af krænkelsessagen har skabt et "ubehageligt arbejdsmiljø" og at "stemningen ikke bare blandt lægegruppen, men generelt er præget af mistillid og nedsat arbejdsglæde".

 - Forløbet af arbejdstilsynssagen har skabt bekymring og usikkerhed om, hvordan man som læge er stillet i sådanne sager,  siger en af speciallægerne Willy Krone, fra Neurologisk afdeling på Odense Universitetshospital. 

I forbindelse med afdækning af sagen har TV 2 Fyn talt med adskillige utilfredse og bekymrede medarbejdere med tilknytning til OUH-afdelingen - læger såvel som radiografer. De ønsker ikke at stå frem med navn og stilling "af hensyn til deres ansættelse". 

Direkte adspurgt bekræfter speciallæge Willy Krone over for TV 2 Fyn, at det var ham, der tog initiativ til det første bekymringsbrev om sagen tilbage i september 2022.

- Vi reagerede, fordi vi oplevede, at tre værdsatte overlæge-kolleger blev hængt ud i medierne og alene stillet til ansvar for afdelingens arbejdsmiljøproblemer. Vi stod både uforstående over for valget af personer, der var blevet interviewet anonymt i arbejdstilsynsrapporten og uforstående over for, at overlægerne efterfølgende ikke fik mulighed for at forsvare sig, forklarer Willy Krone.   

"Hvad har man gjort for at aflaste overlægerne?"

I bekymringsbrevet skriver speciallægerne, at der skal tales pænt til kollegaer, men peger på at en presset arbejdsdag kan påvirke lægens adfærd:

"Det er velkendt, at kortluntethed, irritabilitet og aggression er symptomer på stress / belastningsreaktion. Hvad har man gjort for at aflaste de pågældende overlæger? Hvad har man gjort for at sikre sig, at overlægernes adfærd ikke skyldes alvorlig stresstilstand?"

I det to sider lange bekymringsbrev stiller speciallægerne store spørgsmålstegn til de anonyme udtalelser, som sagen bygger på: 

"Hvad har man gjort for at skaffe et nuanceret billede af samarbejdsforholdene? Er der tale om enkeltpersoners anonyme, personlige kritik? Hvem har – og hvordan er de 19 ansatte udvalgt til samtaler? Hvornår er de påståede episoder foregået? Taler vi om måneder? År?"

Brevet i september rundes af med ønsket om, at "vores tre kolleger nu og i fremtiden får den støtte og opbakning, som de har ret til, så vi også fremadretttet kan have tillid til vores ledelse."

Men helt sådan er det altså ikke gået.

Uddrag af speciallægernes bekymringsbrev, september 2022


Endnu et kritisk brev til ledelsen   

Fire måneder senere, i januar 2023, modtager ledelsen igen et brev fra speciallægerne på Radiologisk Afdeling. I brevet, der har opbakning fra 40 ud af 43 speciallæger på afdelingen,  står der: "Lægernes arbejdsmiljø opleves ikke bedret".

Selvom der på afdelingen har været en periode med stort fokus på arbejdsmiljøet, oplever lægerne, at:  

 "Der er lagt megen energi i håndteringen af krænkende handlinger, mens der ikke er taget hånd om de udfordringer, størstedelen af medarbejderne i vores faggruppe er presset af".     

Og videre hedder det: 

"Vi arbejder i et fag, som vi holder meget af, men hvor der også er et højt pres og risiko for fejl, både fagligt og i interaktionen med de mennesker vi omgås professionelt. Vi forventer at ledelsen støtter os, hvis vi skulle komme i en sådan situation. Håndteringen af arbejdsmiljøproblemer har skabt utryghed på arbejdet."  

Skrivelsen i januar kom efter to møder om arbejdsmiljøet med speciallægernes  tillids- og  arbejdsmiljørepræsentanter.  Ingen af repræsentanterne har ønsket at tale med TV 2 Fyn.


Uddrag af speciallægernes brev, januar 2023

Vi har forelagt de to bekymringsbreve med kritik af arbejdsmiljøet og håndteringen af krænkelsessagen for lægelig direktør på OUH Bjarne Dahler-Eriksen.  

- Der er ingen tvivl om, at sådan en sag om krænkelser, hvor vi tager tager et så drastisk og sjældent skridt som at hjemsende en medarbejder, naturligvis vil påvirke en afdeling dybt.     Det har jeg forståelse for. Men jeg er overbevist om, at vi er godt på vej videre, siger Bjarne Dahler-Eriksen. 

Han henviser til, at medarbejdere og ledelse på Radiologisk Afdeling det seneste halve år  har arbejdet intensivt med skabe et fælles sprog for krænkende adfærd. Ligesom der også er indført faste debriefinger.  

-  Da Arbejdstilsynet kom på genbesøg i begyndelsen af februar, fik afdelingen stor ros for arbejdet. Og sagen blev afsluttet. Det hæfter jeg mig ved,  siger den lægelige direktør.

Men speciallægerne skriver så sent som i januar, at arbejdsmiljøet ikke er forbedret?  

 - Det læser jeg mere som en kritik af det arbejdspres, som de er udsat for. Og det er vi klar over og arbejder på at løse. I løbet af foråret starter tre nye speciallæger, og vi undersøger også nye teknologiske muligheder, der skal aflaste lægerne,  siger  Bjarne Dahler-Eriksen.

Speciallægerne skriver, at afdelingens håndtering af arbejdsmiljøproblemer har skabt utryghed.  Er det ikke et problem,  at lægerne er usikre på ledelsens opbakning, hvis de begår fejl, både fagligt eller i deres omgang med andre på arbejdspladsen?

 - Jo, men også dér ser jeg løsning i form af en ny kollektiv ledelsesstruktur, der skal til at virke. Ledelsen bliver fremover mere synlig og mere i kontakt med det, der sker på afdelingen, siger lægelige direktør Bjarne Dahler-Eriksen.

Lægedirektør: Jeg har stor tiltro til Arbejdstilsynet 

Til spørgsmålet om krænkelsessagen kan være håndteret forkert, blandt andet når det gælder udvælgelsen af de medarbejdere, der blev interviewet anonymt , siger Bjarne Dahler-Eriksen:

- Udvælgelsen af interviewpersonerne har OUH ikke haft indflydelse på. Jeg har stor tiltro til, at Arbejdstilsynet arbejder professionelt og med stor erfaring i denne her type sager. Og når  Arbejdstilsynet konkluderede, at krænkelserne påvirkede medarbejderes sundhed, så er det alvorligt, og det betvivler jeg ikke.

Med henvisning til at der tale om en personalesag, vil Bjarne Dahler-Eriksen ikke udtale sig om hvorvidt den hjemsendte overlæge har fået mulighed for at forsvare sig over for  anklagerne om krænkende opførsel.  

- Men jeg kan sige, at forud for hjemsendelsen af pågældende læge ligger en lang og grundig proces, siger Bjarne Dahler-Eriksen.

TV 2 Fyn har været i kontakt med den ledende overlæge, som været hjemsendt siden september 2022 på fuld løn. Han ønsker ikke på nuværende tidspunkt at stå frem. 

Tidligere har TV 2 Fyn beskrevet krænkelsessagens konsekvenser for kræftpatienter på Radiologisk Afdeling. Den højt specialiserede radiologiske overlæge, der nu på syvende måned er hjemsendt, mangler i dag på OUH til de mest komplicerede udredninger og behandlinger af leverkræftpatienter.  

Sagen om krænkende overlæge-opførsel begyndte i juni 2022 med et påbud fra Arbejdstilsynet til Radiologisk Afdeling. Anonymiserede medarbejder-udtalelser berettede om en angivelig grov omgangstone, humørsyge og forskelsbehandling fra tre overlægers side. 

  

Oversigt

    Oversigt