Lektier er gammeldags

Lektier er gammeldags og elevernes udbytte er ofte tvivlsomt. Det viser et stort forskningsprojekt, som en fynsk gymnasielærer har gennemført. Eleverne er helt enige.

I disse dage forbereder de sig til eksamen. Men de sidste tre år i gymnasiet har de brugt hundredvis af timer på at terpe lektier.

- Det er ikke noget jeg er glad for, det er absolut ikke noget jeg ser frem til, lyder det fra Mikkel Heiede, der går i 3. g på Tornbjerg Gymnasium.

- Det er et nødvendigt onde. Jeg gør det fordi jeg har valgt at gå i skole, men det er ikke noget jeg hygger mig gevaldig med, siger Daniel Bendix Mogensen, der også går i 3. g på Tornbjerg Gymnasium.

Og når eleverne ikke bryder sig om lektier, så er det ikke fordi de er dumme eller dovne. Det er fordi lektiearbejdet slet ikke har fulgt med den udvikling, der er sket med undervisningen.

- Lektiearbejde er gammeldags, siger Flemming B. Olsen, der netop har afsluttet en Ph. D. om lektiernes betydning for indlæringen i gymnasiet.

Lektier skal være udfordrende

Hans forskningsarbejder viser, at kun de færreste elever bryder sig om lektier, og at lektierne ofte er løsrevet fra undervisningen i klassen.

-  Det er rutinepræget og vanebestemt. Der er et efterslæb med lektierne i dag, siger Flemming B. Olsen.

Forskeren mener, at lektierne i stedet skal tilrettelægges ud fra den enkelte elevs behov og ikke tage udgangspunkt i læsning og opgaveløsning, men i stedet give eleverne udfordringer.

- Lektiearbejde skal ikke nødvendigvis være lystbetonet. Men det skal være udfordrende for eleverne, siger Flemming B. Olsen.

Og hvis lektierne blev mere spændende, kunne både elever og lærere vinde ved det, mener eleverne.

- Nogle flere spændende tiltag ved lektielæsningen ville helt sikkert give bonus hos eleverne og give bedre karakterer og få flere i klasserne med i undervisningen, så det blev sjovere for både elever og lærer, siger Mikkel Heiede.

Flemming B. Olsen mener at resultaterne fra undersøgelsen også gælder for de ældre klasser i folkeskolen.

Oversigt

    Oversigt