Letbanen: En tredjedel af arbejdsstyrken er udenlandsk

Ledigheden i Odense er blandt landets højeste, men samtidig kommer en stor del af de arbejdere, der lægger skinner til Odenses Letbane fra udlandet. Fagforeningen 3F kalder det frustrerende.

Det er Odense Letbane, der selv har anslået, at udenlandsk arbejdskraft udgør mellem 30 og 40 procent af arbejdsstyrken på Odense Letbane. Men Letbanen mener, at den har gjort, hvad der er muligt for at inddrage lokal, fynsk arbejdskraft. 

- Jeg mener virkelig, at vi har forsøgt at stimulere og stipulere til, at der er så mange som muligt i det omkringliggende landskab, kunne være med i det, lyder det fra Mogens Hagelskær, der er administrerende direktør for Odense Letbane. 

Direktøren erkender dog, at Odense Letbane også har en anden dagsorden end at hjælpe med at få ledige fynboer i job.

- Som selskab er vi også ansat til at sørge for at priserne kommer hjem, som de skal, når vi har udbudsforretninger. Det er også en drivende faktor i det at have et bygge- og anlægssselskab, som det her, siger letbanedirektøren.

 

Frustrerende

Fagforeningen 3F er dog langt fra imponeret af Odense Letbanens evne til at bruge lokal, fynsk arbejdskraft til det gigantiske byggeprojekt.

- Det er lidt frustrerende at se, at det bare er udlændinge, der kommer herop og laver det arbejde, siger Lars Gregersen, der er faglig sekretær for bygningsarbejdene i 3F på Fyn, og fortsætter:

- Det er helt sikkert med så stort et projekt, der havde det været spændende for nogle af dem, der er faldet ud af dagpengesystemet. Det ville have været fint, hvis man ikke bare fyldte op med vikarer fra udlandet, men at man forsøgte at tage det sociale ind og få løftet nogle af de mennesker ind igen, så de kan blive gode danske skatteborgere og få et arbejdsliv, siger Lars Gregersen. 

Hovedparten af den udenlandske arbejdkraft kommer fra Spanien, og ifølge letbanen hænger den store andel af arbejdskraft fra Spanien blandt andet sammen med, at letbanen nu er inde i en fase, hvor der bliver lagt skinner i beton. Det er en meget specialiseret proces, hvor mulighederne for at få job bagefter ikke er stor. Derfor er det ikke i denne fase af etableringen blevet prioriteret at bruge lokal arbejdskraft.

Oversigt

    Oversigt