Letbanen i Odense kørte med særlig passager

For 70 år siden var Danmarks nu ældste mand med til at få sporvognene i Odense nedlagt. Tirsdag kørte han sin første tur med byens nye letbane.

Danmarks ældste mand, 108-årige Jens Peter Vestergaard, var tirsdag formiddag på sin første køretur med letbanen i Odense.

Ud over at Jens Peter Vestergaard er født i Odense, hvor han boet det meste af sit liv, har han et helt særligt forhold til den moderne sporvogn.

For 70 år siden var han direktør for sporvejene i Odense, og han var med til at beslutte, at sporvognen skulle nedlægges i byen, men turen fra Tarup til Hjallese var en oplevelse for den erfarne herre.

- Det var dejligt, og vi fik set en masse af byen, siger Jens Peter Vestergaard til TV 2 Fyn, der var med på den særlige tur.

Flot bane rundt i byen

I løbet af de seneste år har den nu 108-årige fynbo ytret sig kritisk over for at etablere skinner igen i landets tredjestørste by - ikke mindst fordi det har betydet, at store dele af byen er blevet “brækket op”.

Dagens tur var dog næsten en drøm, der gik i opfyldelse, erkender han.

- Det er fantastisk. Jeg har aldrig drømt om, at man kunne lave en så flot bane, siger Jens Peter Vestergaard.

Historiker: Derfor nedlagde Jens Peter Vestergaard sporvognen

Den 108-årige fynbo har spillet en vigtig rolle i udviklingen af Odense, fortæller historiker Jens Åge S. Petersen.

Jens Peter Vestergaard var også i avisen 1. juli 1952, da Odense sagde farvel til sporvognen og goddag til dieselbusserne, og sporvognen har sat sit præg på odenseanernes selvbevidsthed. Der kørte sporvogne i Odense fra 1911 til 1952.

- Da man åbner sporvognen i 1911, er byen meget stolt, fordi det viser, man er en lille by på vej til at blive en stor by, og nu ligner man København og Aarhus, som også har sporvogne, og man kan se lidt ned på Aalborg, som ikke har, siger Jens Åge S. Petersen.

- Man er lige så stolt i 1952, da man nedlægger sporvognen, fordi man anser det for at være utidssvarende. Sporvognene er gamle og slidte. Fremtiden tilhører busserne, fortæller han.

Danmarks ældste mand flyttet fra byen

I årene op til nedlæggelsen af sporvognen havde Jens Peter Vestergaard siddet i en kommission, der konkluderede, at det var alt for dyrt at have sporvogne i Odense.

Jens Peter Vestergaard har haft titlen som Danmarks ældste mand siden 9. oktober 2020. Samme år flyttede han fra Odense til Fredericia, hvor han bor nu. Han er også den ældste mand i hele Norden. 

I et interview med TV 2 Fyn løfter han sløret for, hvordan han har kunnet leve så længe.

108-årige Jens Peter Westergaard var i 1952 med til at nedlægge brugen af sporvogne i Odense.

Oversigt

    Oversigt