Letbanen i Odense: Støj kan godt påvirke sundheden, vurderer læge

Forskning viser, at støj fra trafik og jernbaner over en længere periode kan have en negativ effekt på menneskers helbred.

Selvom letbanen i Odense skal være med til at gøre fremkommeligheden bedre, så har den intensive testkørsel i den seneste tid givet anledning til klager over støj. 

Blandt andet en hvinende lyd fra skinner og hjul, der mødes, men også en rumlen formentlig skabt af vibrationer fra visse tog. 

Og mens de fleste er vant til støj fra hverdagen i en eller anden form, så kan især støj om natten påvirke sundheden.

Det vurderer Jesper Hvass Schmidt, der er medforfatter til et studie om støj og forekomsten af demens fra 2021 og forskningsansvarlig læge ved Øre-næse-halsklinikken på OUH. 

- Hvis ikke vi får vores nattesøvn i tiltrækkelig grad, så vil vi ikke være udhvilede i dagtiden, vi vil være mere trætte og vi vil være mere tilbøjelige til at få en stresspåvirkning af vores krop, og det kan medføre, at vi får forhøjet blodtryk, siger han og tilføjer:

- Og det er i sig selv en risikofaktor for hjertekarsygdomme og eksempelvis Alzheimers sygdomme.

Sådan kommer letbanen til at køre i drift

Antallet af klager er vokset

Den seneste opgørelse over klager indgivet over letbanen er 120. Alene med 80 i marts.  

Hos Odense Letbane siger bestyrelsesformand Jesper Rasmussen at problematikken tages alvorligt. Og derfor er selskabet i gang med en kortlægning af støj langs ruten på udvalgte strækninger.

- Vi oplever, at visse togsæt har lavere støjniveauer end andre. Det gør naturligvis, at vores interesse i høj grad samler sig om, hvorfor disse forskelle opstår. Men der kan også være andre forhold, der spiller ind. Det er alt sammen noget, vi undersøger, forklarer Jesper Rasmussen i en pressemeddelelse. 

Flyt eventuelt soveværelset

Jesper Hvass Schmidt peger på, at man som beboer, der er påvirket af støj eller rumlen, selv kan se om man kan gøre noget for at få støjen på afstand. 

- Hvis det er et problem med støjen om natten, så er det en god idé, hvis man kan få nedsat den, men man skal måske som beboer i nærheden af letbanen lige overveje om ens soveværelse skal ligge lige op ad letbanen eller om man kan have det i en anden ende af sin bolig. 

Og han tilføjer:

- En anden ting er lydisolering af ruder, hvor lydisolerede vinduer er en rigtig god ting. 

Når det kommer til rumlen og vibrationer, så kender Jesper Hvass Schmidt ikke svaret på, hvad det præcist er, der kan gøres.

-  Men det vil være sådan noget, man selvfølgelig skal kigge på for at prøve at sætte påvirkningen ned. 

Ifølge Odense Letbane, så er der allerede adskillige steder arbejdet for at vibrationsdæmpe langs ruten, for eksempel med vibrationsdæmpende måtter. Det kan du læse mere om i denne faktaboks:

Sådan har Odense Letbane vibrationsdæmpet

Oversigt

    Oversigt