Letbanen kostede Christians livsværk: - Det gør ondt, hver gang jeg kommer forbi

Lørdag åbner Odenses letbane med pomp og pragt efter mere end ti års forberedelser. Men det er bestemt ikke alle, der jubler over byens nye transportmiddel.

Christian Hansen og Kim Jørgensen kender ikke hinanden. Men de to fynboer har én ting til fælles: 

De mener, at Odenses nye letbane er kommet på tværs af deres tilværelse.

- Den har kostet mig rigtig meget. Vi måtte af med sommerhuset - de penge, vi havde sparret op til pension, siger 59-årige Christian Hansen fra Munkebo.

Den nu forhenværende bagermester drev i 25 år Conditoriet Hauges Plads i Bolbro. I 62 år havde bagerforretningen været i familiens eje. Meningen var, at én af Christian Hansens sønner en dag skulle have mulighed for at føre den videre. 

quote Vi havde en god forretning, så jeg er slet ikke i tvivl om, at det er letbanens skyld, at vi har lukket

Christian Hansen, Tidl. bagermester


Men sådan blev det ikke. For med letbanebyggeriet blev adgangen til bageriet og en række andre butikker omkring Hauges plads, ifølge Christian Hansen, besværliggjort, og hans omsætning faldt med 80 procent.

I december 2018 smed han håndklædet i ringen og drejede nøglen om på familiens bageri. 

- Havde jeg ikke lukket butikken, var vi gået konkurs. Så havde jeg også mistet mit hus. Jeg havde ikke noget valg overhovedet, siger Christian Hansen og fortsætter: 

- Jeg havde regnet med at skulle falde død om i det bageri. Nu kommer jeg sjældent på de kanter. Men det gør ondt, hver gang jeg har været forbi.

Koster nattesøvn på Nyborgvej

61-årige Kim Jørgensen har gennem 30 år boet i et lille gult byhus ud til Nyborgvej i Odense.

- Da vi blev introduceret for ideen om letbanen, fik vi at vide, at den skulle larme lige så lidt som en elbil. Men i så fald må det være en elbil med firkantede hjul, siger han.

Kim Jørgensen foran sin bolig på Nyborgvej.
Kim Jørgensen foran sin bolig på Nyborgvej.
Foto: borger.dk

Kim Jørgensen og kæresten trives normalt fint med byens gadestøj. Men som flere af de andre naboer til letbanestrækningen, har de svært ved at leve med lyden af byens nye transportmiddel. 

- Jeg nyder livet i byen. Det er en af grundene til, at jeg købte huset. Jeg har ikke noget imod, at der kommer en bus eller en lastbil forbi. Dét, der generer mig ved letbanetogene, er ikke kun, at de larmer, men at de rumler, siger han. 

quote Hvis ikke man får gjort noget ved larmen og de her rystelser, bliver vores hverdag ødelagt

Kim Jørgensen, Nabo til letbanen


Når letbanen passerer huset, sender det ifølge Kim Jørgensen vibrationer gennem undergrunden, som har givet sætningsskader i husets mure. Desuden er støjen og rystelserne der også om natten, og han frygter, at det kan have konsekvenser for helbreddet. 

- Vi får ikke sovet ordentligt på grund af larmen. Min kæreste bliver stresset over det, og hun er begyndt at sove med ørepropper. Det eneste hun ligger og tænker på, er, hvornår det næste tog kommer forbi, siger Kim Jørgensen. 

Et liv før og efter letbanen 

Christian Hansen har i dag endegyldigt opgivet tilværelsen som bagermester. På den måde mener han, at letbanen har været skelsættende.  

- Vi havde en god forretning, så jeg er slet ikke i tvivl om, at det er letbanens skyld, at vi måtte lukke, siger han. 

Christian Hansen har fået et arbejde som kok hos Hotel Nyborg Strand.
Christian Hansen har fået et arbejde som kok hos Hotel Nyborg Strand.
Foto: borger.dk

Han arbejder nu som morgen-kok på Hotel Nyborg Strand. Hverdagen er ganske anderledes, end dén han i mange år stod op til som selvstændig med egen bagerbutik. 

- Den måde, mit liv har formet sig på, er blevet markant anderledes. Jeg er landet på en god arbejdsplads, hvor jeg er glad for at være. Men jeg har da lige skulle vænne mig til, at jeg ikke længere selv er dén, der træffer beslutningerne.

Et nødvendigt onde

Odenses borgmester Peter Rahbæk Juel erkender, at der er støjproblemer som skal håndteres.

- For den enkelte føles det ikke rimeligt, og jeg ved, at letbanen (Odense Letbane red.) gør rigtig meget for at prøve at være i dialog med de berørte - og jeg ved de ikke er færdige med at forsøge at udbedre de støjgener, der opleves i Odense.

Se med direkte

Omvendt siger Peter Rahbæk Juel, at det selvfølgelig har en pris at bo i en by, hvor der sker udvikling.

- Det er jo nødvendigt at udbygge vores kollektive trafik, hvis vi skal have mindre kø på vejene og vi skal have en bæredygtig transportform i Odense, så vi kan nå vores klimamål, siger han og tilføjer:

- Men det er lidt vilkåret, når vi er i en by, der er så stor som Odense og vi bor så tæt sammen og laver forandringer, så vil der være nogen som ikke synes det er fedt, og der vil være nogen som bliver berørt af det på en måde, som de aldrig kommer til at synes er fedt. 

Kæmper videre mød støjen 

På Nyborgvej har Kim Jørgensen valgt at tage kampen op mod generne fra letbanen. Han har sat en advokat på sagen og planlægger at kræve erstatning af Letbaneselskabet for de revner og skader han mener, der er sket på huset. 

Desuden er han med til at samle underskrifter ind blandt de andre naboerne langs letbanestrækningen. Målet er, at få poltikerne til sikre, at letbanen overholder det støjniveau, der i sin tid blev lovet. 

- Hvis ikke man får gjort noget ved larmen og de her rystelser, bliver vores hverdag ødelagt. Det er chikane. Min kæreste og jeg bliver nødt til at jagte søvnen et andet sted. Og hvor skal vi gøre det? Vi har ikke lyst til at sælge. 

Men er det ikke rimeligt nok, at projekter af den størrelsesorden kan have konsekvenser for enkeltpersoner som dig, hvis de til gengæld er til flertallets bedste? 

- Det skal ikke være på bekostning af menneskers livskvalitet. Come on, der er så meget fokus på støj og støjgener. Det burde Odense Kommune have været opmærksomme på. Og ellers er de i hvert fald blevet rådgivet forkert af Letbaneselskabet. 

- Vi tager det alvorligt

TV 2 Fyn har løbende dækket både byggeri af letbanen, men også den seneste tids testkørsel og dermed klager over rumlen og støj. 

Bestyrelsesformand Hos Odense Letbane Jesper Rasmussen fortæller til TV 2 Fyn, at man tager klagerne over støjen alvorligt. 

- Vi kan ikke tillade os bare at tage i mod klagerne og så kaste dem over skulderen. Vi dykker ned i hver eneste klage.

Han siger, at han forstår folks frustration over, hvis ikke de får svar fra letbanen efter de har klaget. Men det er lige nu et spørgsmål om ressourcer. 

- Det har vi simpelthen ikke personale til. Så vi registrerer det og sætter det ind i et system, hvor vi så skriver ned, hvor problemerne er. Derfra laver vi målinger af støjen i klumper rundt omkring. 

Odense Letbane åbner for passagerer lørdag d. 28. maj, og du kan løbende følge med på vores hjemmeside

Oversigt

    Oversigt