Letbanen regner ikke med erstatning til naboer - rådmand er uenig

Det er for tidligt at sige, at naboer til letbanen ikke kan få erstatning, mener by- og kulturrådmanden (V) i Odense.

Trods flere meldinger fra borgere om støj og vibrationer fra letbaneprojektet, regner Odense Letbane ikke med at udbetale erstatning.

Ifølge letbanens direktør Mogens Hagelskær har støjen nemlig været særlig markant under testperioden. Derfor bør det ikke blive nødvendigt med kompensation.

Sådan lyder svaret fra Odense Letbane, efter Odenses by- og kulturrådmand, Christoffer Lilleholt (V), har spurgt, hvor meget der forventes at blive udbetalt i erstatning.

By- og kulturrådmanden, Christoffer Lilleholt (V), er dog ikke enig i den udmelding.

- Der er mange tusinde borgere, der bor langs letbanen, som kommer til at opleve meget støj og mange rystelser. De har allerede gjort det, og det kommer de måske også til i fremtiden, siger han. 

- Derfor kan det godt være, at der skal være noget erstatning, og jeg synes, det er for tidligt at tage stilling til overhovedet, om det kan blive nødvendigt eller ej.

Som et fly, der letter

Efter letbanens første testkørsel i slutningen af august var flere borgere overraskede over støjen. John Hr. Hansen, der bor i en lejlighed på Kongensgade, sammenlignede dengang lyden med et fly, der lettede.

Amanda Lyster, der bor på samme gade, beskrev lyden som "voldsom". 

De blev dog også her beroliget af Odense Letbane, der kunne fortælle, at det ikke bliver normalen. 

Skulle naboerne alligevel føle sig urimeligt udsat for støj eller vibrationer, har de op til et år efter driftsstart mulighed for at klage til Ekspropriationskommissionen. Her vil der blive taget stilling til en eventuel erstatning.

Skinner skal slibes

Årsagen til, at støjen fra letbanen er mere markant under testkørslen, er ifølge direktøren blandt andet, at skinnerne ikke er slebet færdige. 

Samtidig har man foretaget flere accelerationer og opbremsninger, end man normalt vil gøre, forklarer Mogens Hagelskær.

Odense Letbane forventer derfor, at støjen og vibrationerne vil aftage igen, når letbanen står færdig, og dermed være mindre generende for naboerne. 

Direktøren peger samtidig på, at det i sin tid er Odense Kommune selv, der har vurderet de støjniveauer, man kan forvente fra letbanen.

Oversigt

    Oversigt