Venstres rådmand i Odense, Christoffer Lilleholt, kommer nu med en opsigtsvækkende opfordring for, at den stigende smitte i bydelen Vollsmose ikke spreder sig til resten af byen.
Han mener, at børn og unge, der bor i Vollsmose men går i skole eller daginstitution andre steder i byen, skal holde sig hjemme, så længe skolerne i Vollsmose også er lukkede.
- Der er stadig børn fra Vollsmose, der går i skole rundt omkring i byen. Vi hører en statsminister, der siger, at myndigheder har været for langsomme, og når kommunen så samtidig siger, at der ikke er noget overraskende i det, vi ser i Vollsmose, så må vi som ansvarlige politikere sige til sundhedsmyndighederne, at de skal lukke mere ned.
Samme opfordring lyder også fra Venstre-rådmanden, når det handler om deltagelse i sports- og fritidsaktiviteter. Hvis du bor i Vollsmose, skal du ikke deltage i aktiviteter andre steder i Odense, så længe smitten ikke er under kontrol i Vollsmose.
Meldingen fra Lilleholt kommer efter, at borgmester Peter Rahbæk Juel (S) tirsdag på et pressemøde fortalte, at Odense Kommune nu vil iværksætte to-go tests, sådan at borgere i Vollsmose kan blive testet i opgangen eller ud for deres lejligheder samt etablering af isolations-lejligheder, hvor smittede personer kan isolere sig fra deres øvrige familiemedlemmer.
Men det initiativ er ikke nok, mener V-rådmanden.
- Jeg er bekymret for borgerne i Vollsmose og for borgerne andre steder, med den udvikling vi ser i Vollsmose, siger Christoffer Lilleholt.
Kritik af Odenses håndtering
Incidenstallet, altså smittede per 100.000 borgere, er i Vollsmose nu oppe på 853. I løbet af de seneste syv dage er der fundet 78 personer, som er smittet.
Tirsdag blev situationen også et emne under Folketingets spørgetime med statsminister Mette Frederiksen (S), der kritisererede Odense Kommunes håndtering af situationen.
- Det så ud som om, at de kom lidt sent i gang med testningen, og i hvert fald kan vi konstatere, at smitten har fået lov at sprede sig for meget og for hurtigt i Vollsmose, før der blev grebet ind. Det kan ikke nytte noget, at stigningen får lov til at fortsætte så længe, inden der bliver grebet ind. Med andre ord: Myndighederne skal gribe ind hurtigere næste gang, konstaterede Mette Frederiksen.
Statsministeren åbnede også for muligheden for at undersøge, om myndighederne skal have værktøjer, så man også kan teste personer, der ikke vil lade sig teste,
- Derfor synes jeg, at vi ret hurtigt skal drøfte, om myndighederne mangler nogle værktøjer - eksempelvis til, hvis der er områder, hvor alle ikke vil lade sig teste, at man så sikrer, at dem, der ikke vil lade sig teste, faktisk bliver testet alligevel. Det vil jeg meget gerne være med til endda, siger Mette Frederiksen.
Ellemann: Forsamlingsforbuddet skal sænkes til to
Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, foreslår, at man sænker forsamlingsforbuddet til to personer i Vollsmose for at få smitten under kontrol.
- Jeg ønsker at slå ned på smitten lokalt, der hvor den kommer frem. Det er forudsætningen for, at vi igen kan åbne det danske samfund.
- Smitten stiger voldsomt i Vollsmose, og jeg mener, at der er behov for at sætte hårdt ind for at få det bremset, siger Jakob Ellemann-Jensen.