Borgmester med klart budskab til unge: - Lad være med at feste

På et pressemøde fredag opfordrede Peter Rahbæk Juel (S) odenseanerne til at holde igen med julefrokoster og fester, især de unge.

Smitten stiger fortsat i Odense, hvor der de seneste dage har været over 100 nye smittetilfælde om dagen.

På et pressemøde på Odense Rådhus fredag middag kom borgmester Peter Rahbæk Juel (S) med en opfordring til odenseanerne.

- Vi skal overveje, om det ikke er bedst for alle, hvis julefrokosten bliver til en påske- eller sommerfrokost, siger Peter Rahbæk Juel. 

 
 
Foto: Odense Kommune

Der har været mange smittede blandt de unge, og derfor gælder anbefalingen især de unge. 

- Lad være med at gå til fester, siger borgmesteren, der også har et særligt budskab til forældrene.  

- Vær søde at holde godt øje med jeres børn og unge i de kommende dage og uger. Det er afgørende vigtigt, at det er nu, vi sætter ind, siger Peter Rahbæk Juel.

Se hele pressemødet om corona-situationen i Odense.  TV 2 Fyn

På grænsen til kritisk på OUH

På Odense Universitetshospital, OUH, er der fredag 17 indlagte. Det er en stigning på fire patienter siden torsdag. 

I onsdags blev der indført stramme restriktioner i Odense og en række andre kommuner i landet. Blandt andet blev de ældste skoleelever sendt hjem. 

- Vi kan endnu ikke se effekten af de restriktioner, der blev indført i onsdags, siger lægelig direktør på OUH Michael Dall på OUH.

- Vi er på grænsen af, at det kan begynde at blive kritisk for OUH, tilføjer Peter Rahbæk Juel. 

Smitte i Odense 11. december 2020.
Smitte i Odense 11. december 2020.
Foto: Odense Kommune

 

Smitte i Odense 19. november 2020. 
Smitte i Odense 19. november 2020. 
Foto: Odense Kommune

OUH: Derfor har sygehuset ikke flere indlagte

OUH har dog styr på situationen, som den er nu, understreger den lægelige direktør. 

- Når vi har ikke har flere indlagte, er det, fordi vi har flere erfaringer med sygdommen, siger Michael Dall. 

Se alle tal for alle bydele i Odense (klik for at se større version)
Se alle tal for alle bydele i Odense (klik for at se større version)

Han fortæller, at lægerne er bedre rustet til at kunne forhindre, at de indlagte bliver mere syge. 

Pas på sundhedspersonalet

Michael Dall gør dog opmærksom på, at det er vigtigt at forhindre smittespredningen, så eksempelvis sygehuspersonalet eller deres familier ikke bliver smittet.

- Smitten i samfundet påvirker vores medarbejdere, der har højere fravær, fordi de skal passe deres børn, som er sendt hjem fra skole, siger Michael Dall. 

Der er dog optimisme at spore på længere sigt. 

- Der er lys for enden af tunnelen med vaccinen, siger Michael Dall.

Borgmesteren fortæller, at smitten er stigende i hele Odense.  Fotograf: Flemming Ellegaard