Liveblog: OB spiller 1-1 i Viborg

Efter et skidt, skidt efterår rundede OB efterårssæsonen af med af spille 1-1 i mandagens Superligakamp i Viborg.

Det lugtede af hjemmesejr til Viborg, men OB spillede en udmærket kamp og lykkedes med at kæmpe sig tilbage i anden halvleg og fik fortjent et point med hjem til Fyn.

Dermed er det ikke OB men Viborg, der nu må overvintre på sidstepladsen i landets bedste fodboldrække, Superligaen.

OB startede kampen bedst og havde ved Rasmus Jönsson et par store chancer i kampens start, men allerede efter syv minutter stod OB-forsvaret og snorksov. Og så kunne lynhurtige Jonas Kamper servere bolden for Søren Frederiksen, der løb i ryggen på en passiv Oliver Lund og flot kunne heade hjemmeholdet foran.

Uskarpe Jönsson

Det var ellers de fynske gæster, der styrede kampen rent spillemæssigt, men fynboerne formåede ikke at udnytte chancerne. Specielt var Rasmus Jönsson uskarp foran mål.

Viborg stillede sig langt tilbage på banen og spillede på kontrachancerne, men ingen af de to hold viste synderlig skarphed, når chancerne opstod.

Det stod derfor 1-0 til hjemmeholdet ved pausen.

Værterne kom fint ud til anden halvleg og satte sig tildels på spillet, men efter et par udmærkede Viborg-chancer begyndte OB igen at dominere opgøret.

Men fuldstændig som i første halvleg og i langt hovedparten af efteråret blev det ved lige ved og næsten for OB, der savnede lidt mere bredde i det fremadrettede spil for at komme om bag Viborg-defensiven, der stod meget markant med otte mand foran eget felt.

OB trykkede på og fik til sidst også den forløsende udligning med godt et kvarter igen. Unge Jens Jakob Thomasen tog chancen udenfor feltet, og med en følt afslutning overrumplede han Viborg-målmanden Peter Friis Jensen, og kunne dermed med sit første superligamål gøre det til 1-1.

Ingen af de to hold investerede for alvor i at gå efter sejren til slut.

Tættest på kom Viborg, da Kristoffer Poulsen i kampens overtid pludselig stod helt blank foran Sten Grytebusts OB-mål, men højrebacken sendte bolden langt over mål, og så endte det med et point til hver.

Dermed overvintrer Viborg på Superligaens sidsteplads, mens OB ligger næstsidst med bare 18 point for 21 kampe.

Liveblog: Viborg FF - OB: 1 - 1

liveblog

 

Oversigt

    Oversigt