I det fynske folks tjeneste

Livsforlængende kemobehandling af bughinden afprøves på OUH

En ny, skånsom og livsforlængende kemobehandling af bughinden bliver nu, som det første sted i Skandinavien, afprøvet på Odense Universitetshospital.

Chancerne for at overlever kræft i for eksempel mavesækken, tyktarmen eller æggestokkene falder betydeligt, hvis kræften spredes i form af metastaser til bughinden.

Derfor er det et potentielt meget vigtigt nyt forskningsprojekt, der er nået til et stadie, hvor der på Odense Universitetshospital, OUH, nu kan tilbydes livsforlængende behandling af bughinden. Det skriver Dagens Medicin. 

Behandlingen kaldes PIPAC og er kemoterapi, der gives til patienten gennem en kikkertoperation.

- Gennem to små huller i bugvæggen indgives forstøvet kemoterapi i bughulen, så en sky af kemoterapi dækker hele overfladen af bughinden. Hvis man bare indgiver kemoterapien i væskeform, er der en risiko for, at det ikke fordeler sig på samme måde, som forstøvningen medfører. Fordi kemoterapien indgives via en kikkertoperation, sikrer man, at det trænger langt nok ind i vævet på grund af det tryk, som kikkertoperationen medfører, siger ph.d.-studerende, 1. reservelæge Martin Graversen fra kirurgisk afdeling A på OUH, til Dagens Medicin.

Sammen med professor og overlæge Michael Bau Mortensen er han den eneste i Danmark, der er certificerede til at foretage operationen.

Fordi behandlingen er så målrettet mod bughinden, er dosen af kemo blot ti procent af den normale dosis, der rammer hele kroppen. Derfor medfører den ntye PIPAC-behandling heller ikke alle de bivirkninger, som den normale kemobehandling gør.

- Bivirkninger som følelsesløshed i hænderne, tab af hår og træthed opstår slet ikke ved denne behandlingsform. Det skyldes at kemoterapien kun virker lokalt og ingen andre steder i kroppen, siger Martin Graversen og tilføjer, at patienterne højest får lidt mavesmerter, fordi behandlingen skaber en kemisk irritation i maven.