Lockout sender børnesværm mod dyr

Landets zoologiske haver nyder godt af lockoutens konsekvenser. Bedsteforældre med børnebørn strømmer til.

Mens lockoutede lærere står foran skoler med sjove hatte, så kigger bedsteforældre og børn på sæler og store katte.

Landets zoologiske haver oplever et boom i antal besøgende på grund af lockouten, viser en rundringning lavet af Ritzau til zoologiske haver i Aalborg, Odense og København samt Randers Regnskov.

I Aalborg har de cirka 1000 gæster om dagen mod 300 normalt på hverdage i foråret.

- Vi ser en klar lockout-effekt, da vi har haft tre gange så mange gæster på hverdage i øjeblikket, siger Nils Alrøe, eventmanager i Aalborg Zoo, til Ritzau.

Det er særligt bedsteforældre og børnebørn, der finder vej til

Aalborg Zoo. Det gælder også i Odense Zoo, hvor børnene kan få en girafunge at se gratis, hvis de kommer med en voksen.

- Sidste gang var det pædagogerne, der strejkede, og hver gang kan vi mærke effekten. Vi har cirka dobbelt så mange gæster på hverdage, og det er særligt bedsteforældre med børnebørn, siger direktør Henrik Lehmann Andersen til Ritzau.

København Zoo har haft op mod fire gange så mange gæster tirsdag, onsdag og torsdag i år sammenlignet med sidste år. Men en lille ny elefantunge og den arktiske ring har også gjort sit til at trække flere i zoo.

- Men vi har mærket en effekt, og hvis lockouten fortsætter i næste uge, så tror jeg, vi kommer til at mærke den endnu mere, fordi flere løber tør for muligheder såsom hjemmearbejdsdage, siger arrangementschef Sami Widell til Ritzau.

Han har taget konflikten mellem lærerne og KL skridtet videre og oprettet en endagsskole for børn, der bliver ramt af lockouten. Her bliver de afleveret om morgenen og laver noget praktisk dyrepasserarbejde og får gavn af det almindelige skoletilbud.

Den jyske regnskov i Randers regner med dobbelt så mange gæster fredag i forhold til samme fredag sidste år.

- Vi har netop åbnet og helt usædvanligt for en almindelig fredag er der kø ved indgangen, og vi har åbnet op for to kasser, siger Tina de Lind, salgs- og marketingchef i Randers Regnskov, til Ritzau.

Også i Legoland har de oplevet en lille stigning i antallet af danske børn sammenlignet med samme periode sidste år.

- Hvis lockouten trækker ud, vil der nok komme flere bedsteforældre med børnebørnene, siger Julie Møller Sloth, pressekoordinator, til Ritzau.

Cinemaxx melder dog ikke om flere biografgængere i Aarhus, Odense og København i år sammenlignet med sidste år, oplyser Kim Brochdorf, direktør i Cinemaxx, til Ritzau.

Oversigt

    Oversigt