Denne uges uofficielle DM i langrend på Fyn er blevet afbrudt en dag før tid af politiet.
Begivenheden har fundet sted i Elmelund Skov udenfor Odense, og for at undgå en større forsamling er mesterskabet afviklet med færre deltagere ad gangen i løbet af en hel uge i stedet for over weekend som normalt.
Men alligevel har Fyns Politi lørdag fået en anmeldelse om, at der var op mod 1.000 mennesker forsamlet i området. Det bekræfter overfor TV 2 SPORT, at det uofficielle DM bliver afbrudt, fordi det er i strid med restriktionerne at afholde arrangementer, hvor der ikke er tale om professionel sport.
- Efter at have besigtiget stedet er det Fyns Politis vurdering, at en gennemførelse af arrangementet vil udgøre en særlig fare for smitte med Covid-19, skriver politiet i en pressemeddelelse.
Forstår ikke politiets beslutning
Kenneth Bøggild, generalsekretær i Danmarks Skiforbund, der sammen med Odense Skiklub står bag, forstår ikke politiets beslutning.
- Politiet har været lidt hårde ved at sige, at vi har arrangeret det. Vi mener, det er unfair at vurdere, at det er et idrætsarrangement, fordi folk bevæger sig i naturen, siger Kenneth Bøggild med henvisning til, at løjpen er præpareret til frit brug for alle, der har lyst til en tur på ski.
- At der bliver oprettet en virtuel måde at tidsregistrere sig på, gør det efter vores opfattelse ikke til et arrangement.
Grundet coronavirus har deltagerne taget tid på sig selv via selvbragt mobiltelefon, der samtidig har gjort det muligt at GPS-tracke hver enkelt for at undgå snyd.
Jeg jubler stadig over, at vi fik langrend på danmarkskortet
Dorte Rønning, initiativtager
Generalsekretæren fortæller videre, at forbundet nu sørger for at fjerne alle skilte og reklamer i området, men at det fortsat står folk frit for at bruge den 7,5 kilometer lange løjpe, hvor politiet dog skærper kontrollen fremover.
Første gang på dansk grund i 34 år
Normalt plejer det uofficielle DM at foregå i Norge, men det satte coronapandemien en stopper for i år.
Derfor var tanken i Danmarks Skiforbund af afholde det på rulleski herhjemme, men så kom sneen - og så tænkte ildsjælene i Odense Skiklub hurtigt ved at få præpareret en løjpe, der kunne bruges.
Det er første gang siden 1987, at begivenheden afholdes på dansk sne.
Over 300 langrendsentusiaster har været tilmeldt kampen om den uofficielle DM-titel, og derudover kommer de danskere, der har har brugt løjpen for motionens skyld.
Initiativtager jubler trods afbrydelse
Det uofficielle DM skulle første slutte søndag eftermiddag, men selvom det altså bliver et døgn kortere end planlagt, er initiativtager fra Odense Skiklub, Dorte Rønning, glad for, at det lykkedes at afvikle mesterskabet.
- Jeg jubler stadig over, at vi fik langrend på danmarkskortet. Det er en succes, og vi har vist, at vi hurtigt kan skabe noget, når sneen er der.
- Hvis sneen falder igen næste vinter, har vi skabt et fundament, som folk kan komme tilbage til. Så må vi jo bare fortsætte på rulleski til sommer, siger hun.
Efterforskning iværksat
Det er endnu uvist, om det får et efterspil for Danmarks Skiforbund og Odense Skiklub at have stået bag arrangementet.
Men Fyns Politis har iværksat en efterforskning, der skal klarlægge, om der er sket overtrædelser af gældende lovgivning i forbindelse med planlægning af arrangementet.
Derudover indskærper politiet overfor borgerne, at det fortsat ulovligt at være mere end fem personer forsamlet på samme sted.
- Mange små grupper kan blive til en stor forsamling. Er der trængsel på kælkebakken eller på skøjtebanen, så vent til senere eller find et andet sted med færre mennesker. Særligt Elmelund Skov vil have Fyns Politis opmærksomhed de næste dage, lyder det i pressemeddelelsen.