Lykke Boye: Nu skal vi spise aftensmad sammen

Den nu tidligere borgmester i Odense, Anker Boye, holdt fredag afskedsreception på rådhuset.

For Lykke Boye betyder hendes mands farvel til borgmesterposten i Odense, ikke kun store omvæltninger i hverdagen, men også muligheden for at få indfriet nogle ønsker.

- Vi kommer til at spise aftensmad sammen. Det har vi jo ikke gjort i 23 år, måske en dag om ugen, siger Lykke Boye til TV 2/FYN gennem larmen ved Anker Boyes afskedsreception på rådhushallen i Odense Rådhus.

Og så skal der kigges i rejsekatalogerne. Lykke Boye ser frem til at tage på ferie uden at pressen er efter hendes mand. 

- Så det glæder vi os rigtig meget til.

I første omgang går turen tilbage til dengang Anker Boye var ung. Her var han i Skotland.

- Anker var på rygsæktur, da han var ung, og han har snakket om Skotland lige siden, så det første han sagde, da han holdt op, var: "Nu tager vi til Skotland, Lykke".

 
Fotograf: Jason Pickett

Selvom det har skortet på afslappede ferier og snak hen over middagsbordet, så kan Lykke Boye med et smil se tilbage på sin mands karriere som en væsentlig del af Odenses politiske liv.

- Vi har haft 23 rigtig spændende år, rigtig sjove år, men vi synes også, det var tiden til, at vi skulle have nogle andre oplevelser. Vi har både barnebarn, og vi har sommerhus, og så vil vi også gerne rejse lidt mere.

De mange receptionsgæster kom både indenbys og udenbys fra og fyldte festsalen med receptions-snak, varme håndtryk og gaver til den nu tidligere førstemand i Danmarks tredjestørste by.

Oversigt

    Oversigt