Måling: Letbanen havde 307.000 passagerer i gratisperioden

Letbanen har potentiale til at påvirke rejsevaner, siger letbanens direktør, som fredag fremlagde passagertal fra letbanens første ni dage.

Rettelse
Clock17. jun 2022, kl. 15:15
Vi har tidligere skrevet, at Odense Letbane ikke nåede en målsætning om 35.000 daglige passagerer. Det var forkert. Således er artiklen opdateret og gennemskrevet med nye tal. TV 2 Fyn beklager fejlen.

Nyhedens interesse trak over ni dage med gratis letbane i Odense i snit godt 34.100 passagerer ind i togene.

Det viser en optælling, som analysebureauet Epinion har foretaget på vegne af Odense Letbane i de første ni dage efter åbningen den 28. maj.

Tallene er baseret på manuelle estimater i bestemte tidsintervaller ved Odense Banegård Center, noterer Odense Letbanen i forbindelse med offentliggørelsen af målingen.

Flest passagerer er der talt mandag den 30. og tirsdag den 31. maj. Her topper målingen med henholdsvis 43.331 og 41.685 passagerer. Målingen rammer bunden med 23.143 optalte passagerer den 1. juni, og ender på et samlet antal passager på 307.000.

- Vi så fyldte tog

I en meddelelse på Odense Letbanes hjemmeside glæder letbanens administrerende direktør Dan Ravn sig over, hvor mange der benyttede letbanens gratisperiode.

- Vi så fyldte tog dagen igennem hen over hele ugen, og jeg er overbevist om, at rigtigt mange, som vi ikke sædvanligvis ser i den kollektive trafik, har benyttet chancen til en eller flere ture, siger Dan Ravn.

Han tilføjer, at det er klart, at opstarten ikke giver et retvisende billede i forhold til den videre drift.

- Ud over det gratis tilbud hører det med, at nyhedens interesse har tiltrukket mange, og de enkelte passagerer har nok også kørt længere ture, end vi vil se under normale forhold.

- Men det rokker ikke ved det overordnede billede af, at odenseanerne har taget rigtigt godt imod letbanen, og det er vi meget glade for, siger Dan Ravn.

Rejsekort-ambition fordoblet

Alle ni dage var det gratis, at rejse med letbanen. Der er derfor endnu ingen tal for betalende passager, som normalt anvendes til at beregne passagertal.

Mere konkret bliver det altså, når der foreligger tal for betalende passagerer. Her kan FynBus og Odense Letbane blandt andet notere, at der fra 30. maj og frem til midten af juni er udstedt godt 2.300 nye rejsekort.

Samtidig afvikles en kampagne med udstedelse af gratis rejsekort ved personlig henvendelse hos FynBus' kundecenter i Odense Banegård Center.

Det har betydet lange køer i åbningstiden, og et estimat på 2.000 udstedte kort i kampagneperioden er nu fordoblet til 4.000 - blandt andet er meldingen, at mange rejsekort udstedes til personer, som aldrig tidligere har haft rejsekort.

- Også dét ser jeg som et tidligt tegn på, at letbanen har potentiale til at påvirke mange menneskers rejsevaner, så flere med tiden vil tænke kollektivt som en naturlig del af det daglige rejsemønster, siger Dan Ravn.

Passagertal for perioden fra 6. juni og frem - efter gratisdagenes ophør - forventes til rådighed sidst i juli, når rejsekortdata foreligger, oplyser Odense Letbane.

Odense Letbane oplyser, at man har et mål om 35.000 daglige passagerer. Det mål er bundet op på flere forudsætninger – dels flere års indsving, dels at det nye sygehus er åbnet.

Desuden er de 35.000 et tal, der kun dækker hverdage, der er cirka 310 af om året.

Letbanen har for 2022 et estimatet på knap 30.000 passagerer om måneden.

Ambition: 9,8 påstigninger i 2023

Odense Letbane har en målsætning på 9,8 millioner påstigninger i 2023. Det finder professor i transportøkonomi Mogens Fosgerau for påfaldende, når der sammenlignes med Aarhus og byens fem år gamle letbane.

Her ville man gerne op på ni millioner påstigninger, men har højst har været oppe på 4,5 millioner.

- At Odense skulle nå op på ti, så skal der være en eller anden særlig grund til, at de kunne nå op det dobbelte, sagde Mogens Fosgerau for et par måneder siden.

passagertal odense letbane
Foto: Grafik/Odense Letbane

Oversigt

    Oversigt