Mads-Tomat tjener pengene i Sverige

Danmarks største tomatavler, Mads Pedersen i Bellinge, har netop afleveret sit hidtil største overskud.

Grøntsagskoncernen Green Food Holding, der også indeholder det danske datterselskab Alfred Pedersen & Søn, sluttede 2015 med et overskud på 11,4 millioner kroner før skat. Det er fire millioner bedre end i 2014.

Efter skat var der 8,8 millioner kroner tilbage, men den største del af indtjeningen kommer ikke fra væksthusene i Bellinge, men fra Mads Pedersens svenske selskab Alfred Pedersen & Son AB i Trelleborg. Det svenske selskab stod for de 5,4 millioner kroner af overskuddet på 8,8 millioner kroner.

Tilbage i 2014 besluttede det fynske gartneri at udbygge i Sverige frem for i Danmark. For i modsætning til i Danmark, skal man ikke slås med grønne PSO-afgifter i Sverige.

Virksomheden besluttede forrige år at lave et investeringsstop i Danmark for i stedet at lægge et beløb på 135 mio. kroner i sit svenske datterselskab.

Mads Pedersens koncern har en formue – egenkapital – på 83 millioner kroner, og der er 95 ansatte i koncernen – en fremgang på 30 det seneste år. 

Oversigt

    Oversigt