Mand død efter graveulykke: Niece efterlyser venlige sjæle, der kan afslutte arbejdet

Manden blev begravet under en dynge jord og trods meldinger om, at han var stabil, klarede han den ikke. Nu efterlyser niecen hjælp til den efterladte familie.

En 47-årig mand, der i sidste uge blev levende begravet under en bunke jord i Odense, er nu afgået ved døden. Han efterlader sig en kone og tre børn.

Det fortæller hans niece Mia Hansen på Facebook, skriver Ugeavisen Odense.

- Min onkel var ude for en alvorlig ulykke, hvor han blev begravet under noget jord i sin have, og efter en uges kamp klarede han det desværre ikke, lyder det i opslaget. 

Ulykken skete i forbindelse med, at den 47-årige var ved at grave ud til en terrasse, og derfor havde han lavet et større hul i haven. I opslaget efterlyser niecen hjælp til at gøre arbejdet færdigt.

Søger venlige sjæle

Ifølge Mia Hansen var onklen ved at "lave en opsamling med nogle drænrør i et hul under terrassen", da jorden skred og begravede ham. 

quote Nu spørger jeg ud til Odense/Fyn, om der er nogle venlige sjæle, som kunne tænke sig at gøre en god gerning for en dejlig familie, som min onkel desværre forlod alt for tidligt

Mia Hansen, niece til afdød

Trods naboernes forsøg på at grave ham fri, var han uden ilt i omkring ti minutter, før redningfolk kom til og fik ham fri. Første melding derefter lød ellers på, at onklen var stabil, men alligevel klarede han den ikke.

- Så nu spørger jeg ud til Odense/Fyn, om der er nogle venlige sjæle, som kunne tænke sig at gøre en god gerning for en dejlig familie, som min onkel desværre forlod alt for tidligt, skriver hun. 

Det drejer sig om arbejdet nede i jorden, som hverken Mia Hansen eller den efterladte familie selv kan ordne. Venner af familien har allerede tilbudt at komme og lukke hullet og lægge fliser efterfølgende, fortæller Mia Hansen.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Mere end 1000 delinger

Under 24 timer efter niecen har lagt opslaget op, har over 1000 delt, mens mere end 100 har kommenteret. Blandt kondolencerne er der nogen, der tilbyder at færdiggøre onklens arbejde, mens der også er kommet en idé om en indsamling til håndværkere på banen.

Mia Hansen opfordrer folk til at skrive en privatbesked, hvis de har mulighed for at hjælpe familien.

Fyns Politi har bekræftet overfor TV 2/Fyn, at manden døde på OUH 19. juni.

Oversigt

    Oversigt