Mand farligt tæt på løverne: Odense Zoo skærper sikkerheden

Søndag eftermiddag forsøgte en ukendt mand at springe ind til løverne i Odense Zoo. Det får haven til at skærpe sikkerheden.

Der bliver skruet op for sikkerhedsforanstaltningerne i Odense Zoo, efter en uidentificeret mand søndag eftermiddag prøvede at kravle ind til løverne.

Manden sprang ind i Odense Zoo fra Å-stien, der løber gennem dyrehaven. Her kravlede han først over et hegn ind til løveområdet og efterfølgende videre op ad det sidste hegn, der adskilte ham fra de sultne rovdyr, for at kaste pølser ind til løverne.

- De bliver selvfølgelig meget ophidsede og begynder at hoppe op ad hegnet og har måske ramt manden med en af deres poter eller klør, siger vagtchef ved Fyns Politi, Lars Fredensborg. 

Manden klatrede først over hegnet fra Å-stien. Dernæst kravlede han op i det inderste hegn ind mod løverne for at kaste pølser ned til dem. En farlig mission, hvor løverne nemt kunne have fået fat i manden.

Derfor vil konstitueret direktør, Nina Collatz Christensen, skærpe sikkerheden. 

- Jeg har været ude og se på det med mine kolleger, og vi kommer til at skærpe sikkerheden i løbet af denne uge, fortæller hun til TV 2/Fyn.

Godkendt løvehegn

Præcis, hvad Odense Zoo gør af forbedringer, ønsker den konstituerede direktør ikke at fortælle.

- For at undgå, at folk får gode idéer, vil vi ikke sige, hvordan vi skærper sikkerheden, siger Ninna Collatz Christensen.

Løvehegnet er i forvejen godkendt af både politi og fagfolk.

Det lykkedes søndag eftermiddag en dyrepasser at lokke løverne væk fra hegnet og dermed manden og pølserne. 

Oversigt

    Oversigt