Mand truede kunder med luftpistol

Flere kunder i en Netto-forretning i Odense blev mandag eftermiddag truet med en luftpistol af en beruset mand. Manden pegede med pistolen på kunderne, der straks tilkaldte politiet.

Den 39-årige mand kom sammen med en kammerat ind i Netto på Benediktsgade i Odense ved 14.30 tiden. Her pegede han med luftpistolen på kunderne og derefter forlod de to forretningen og gentog bedriften udenfor.

Kunderne blev naturligvis foruroligede over truslerne og tilkaldte Odense Politi. De anholdt den berusede mand og konfiskerede luftpistolen, der dog viste sig ikke at være ladt.

Manden vil blive sigtet for trusler, men bliver formentlig løsladt efter at have sovet rusen ud i detentionen. Ifølge Odense Politi er der tale om en gammel kending af politiet.

Oversigt

    Oversigt